Sommetider går tiden i stå, og det føles, som om man var barn igen. Roen falder som en lun dyne omkring én, og lige pludselig er der intet, der er særligt vigtigt. Man falder i staver og ser på myrerne, der kravler mellem fliserne, eller på en havmåge, der har fanget en fisk. Lige pludselig lægger man mærke til, at mælkebøtterne i vejkanten er aldeles fascinerende i deres opbygning, og at græsset har så mange nuancer af grøn.
Det er en
underlig følelse, men en dejlig følelse – et pauseland, hvor jeg tit bevægede mig som barn. Måske
skyldes det min drømmende natur, men jeg tror nu snarere, at det er en ret
almindelig tilstand, som vi bare alt for sjældent giver os lov til at være i.
Lige som med så meget andet har hjernen behov for ro. Af og til skal der tømmes ud for tanker og bekymringer, og denne næsten meditative tilstand virker utroligt tiltrækkende på mig lige nu. Jeg ved godt hvorfor. Der har været alt for meget uro den seneste tid, og det er lige præcis denne skønne uvirksomhed, jeg har behov for.
Lige som med så meget andet har hjernen behov for ro. Af og til skal der tømmes ud for tanker og bekymringer, og denne næsten meditative tilstand virker utroligt tiltrækkende på mig lige nu. Jeg ved godt hvorfor. Der har været alt for meget uro den seneste tid, og det er lige præcis denne skønne uvirksomhed, jeg har behov for.
Den skal nok komme. Jeg kan mærke, at den sniger sig langsomt ind på mig, men der er et stykke vej endnu. Indtil da må jeg bare glæde mig til stilstanden...
16 kommentarer:
Det var meget smukt fortalt - ja, dette pauseland er et dejligt sted at være i :-)
Madame: Tak, søde Madame. :-)
Måske er pauseland i virkeligheden det rigtige land. Fuld af vidundelige detaljer.
Smukt. Sandt. Tak.
Det er bare så rigtigt. Vi trænger alle til en tur til pause-land en gang i mellem. Synes bare det kræver mere og mere tilvænning, før hjernen slapper helt af og holder op med hele tiden at producere mentale huskesedler og dårlig samvittighed.
Jeg håber, du får et fint ophold i pause-land i løbet af sommeren. Og det håber jeg også, at jeg/vi gør :-)
Megan: Du har ret; hvorfor skulle pauseland egentlig ikke være det rigtige land...?! ;-)
Fruen i Midten: Ja, lad os satse på et langt ophold i pauseland meget snart. Vi trænger... :-)
Desværre er, os der kender pauseland, en uddøende race. Nutidens børn får ikke lov til at opleve det at "kede" sig ;-)
Per: Det er altså synd. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden pauseland...
Jeg håber du kan få ro på snart og besøge dit pauseland igen.
Jeg ved fuldstændig hvad du mener - mit pauseland ligger i Sverige, og jeg besøger det tit :-)
Til Per: Du har ret, men det er ikke de stakkels børns egen skyld, fordi det er deres forældre, der skal lære dem at nyde pauselandet/naturen/at "kede sig" ... Er det måske derfor i virkeligheden vores generation, der ikke har lært godt nok fra os?
Ellen: Ja, jeg kunne sagtens forestille mig et pauseland i Sverige, hvor der er tyste og stille skove... mmmm...
Jeg tror nu aldrig, at jeg har LÆRT at nyde pauselandet som barn; det kom helt af sig selv. Men jeg fik den ro, der skulle til - og det er måske det, det kniber med i dag...
Meget dejligt beskrevet. Jeg har været i pauseland i dag :-)
Benny Andersen har skrevet et skønt digt, der hedder Fald i staver, mit barn. Beskriver den samme tilstand som du gør :-)
Mit pauseland får jeg i kanoen, der kan man slappe af i tankerne og bare sidde og glo og lave ingenting....Det tror jeg er rigtig sund for sjælen at gøre bare engang imellem..;-D
Kisser: Tak, Kisser. Jeg kender ikke Benny Andersens digt, men jeg kunne sagtens tro, at han også kender til pauseland... :-)
Rejen: Åh ja, jeg kan godt huske, hvor dejligt beroligende det var at sejle i en lille båd. Min var bare en gummibåd eller en robåd, men følelsen er nok den samme... :-)
Som du kan sige det, Mia.
Gowings: :-)
Jeg har bl.a. mit pauseland i cykelturene til og fra arbejde igennem skovene. Jeg nyder i den grad det hele, planterne, dyrene, stilheden og de lyde der nu findes i skoven. Det er balsam for sjælen, og jeg nyder det i al slags vejr de 6-8 mdr. jeg cykler.
Pia: Det lyder aldeles vidunderligt, og jeg ville bestemt også nyde sådanne ture gennem skoven. Naturen og dens stilhed er ganske rigtigt balsam for sjælen... :-)
Send en kommentar