lørdag den 27. oktober 2012

Små hverdagsglæder


Der er mange små glæder i hverdagen lige nu. Én af dem er varme i gulvet i badeværelset, og den slags luksus er jeg bestemt ikke vant til. Det er en fryd at dappe ud på badeværelsets fliser og udstøde et stille aaaaahhhhhh i stedet for det iiiiihhhhh, der kom i mine tidligere huse.

En anden er de varmepumper, som udlejeren har hængt op. De udsender en stilfærdig varme ved at omdanne kold udendørsluft til varm indendørsluft, og sådan nogle har jeg heller aldrig stiftet bekendtskab med. Men jeg er sikker på, at vi bliver gode venner...

Og sidst, men ikke mindst: I morgen får vi en time mere "forærende". I stedet for at stille urene tilbage i nat og dermed bare sove timen væk, så skal den udnyttes på det groveste i morgen. Sådan en god time kan bruges til en lang gåtur i solskinnet, til at fremstille en æblekage med makroner, mandler og æblekagerasp OG spise den... eller noget andet rart.

Ved nærmere eftertanke: Måske skulle man bare selv lægge lidt tid til og gøre begge dele...