onsdag den 19. december 2012

Juleaften dengang

Da jeg var barn, holdt vi næsten altid jul hos mine bedsteforældre i Vanløse. De boede øverst oppe på 3. sal og min moster, onkel og fætter boede lige nedenunder. Rundt om hjørnet i samme boligblok boede en anden moster og onkel, så det var et rigtigt "familie-samlingssted".

For et barn var det naturligvis superhyggeligt. Vi boede selv på Frederiksberg, og da vi ikke havde bil, brugte vi benene. Om sommeren cyklede vi, og om vinteren gik vi. Juleaften pakkede vi alle julegaverne i poser og os selv godt ind i varmt tøj, og så traskede vi ellers af sted i høj sne (for selvfølgelig sneede det altid i julen dengang... ;-) ).

Jeg var fuld af forventning til den forestående aften. Både på grund af gaverne og på grund af al den familiehygge, som jeg voksede op med. Når vi nærmede os Linde Allé, kunne jeg se de tændte lys i vinduerne, der lyste os så varmt i møde.

Mine bedsteforældre boede i en toethalvtværelses, men hvor der er hjerterum, er der som bekendt husrum, og vi kunne snildt være de 12-14 mennesker, som hørte en juleaften til. Alle blev bænket rundt om spisebordet, der blev forlænget og trukket ud, så det fyldte hele stuen, og så blev der budt på den traditionelle flæskesteg og ris à l'amande med mandelgave.

De to børn - mig og min fætter - blev efter middagen bænket i sofaen, og så fik vi en stor godtepose af min bedstefar, inden gaverne blev delt ud. Sikkert meget klogt, for så havde vi lidt at gå op i, og vi elskede vores godteposer. Vi var ikke så forvænte med lækkerier dengang, så det var noget særligt.

Alle fik gaver - også de voksne - og bagefter blev der spillet billedlotteri eller tallotteri om spillegevinster. Og til sidst blev der budt på lidt at drikke... men da var jeg som regel faldet i søvn på sofaen...