onsdag den 5. december 2012

Kat på glatis


Jeg må indrømme, at en svømmepøl ikke er min kop te. Hvis det lejede hus her var mit, ville jeg nok fylde den op og plante blomster i stedet for, men det går jo desværre ikke.

Flere gange i efterårets løb har jeg måttet fiske småkræ op, som er faldet i vandet, og jeg vil undlade at fortælle jer om min traumatiske oplevelse med ét, der ikke stod til at redde.

Nu er vandet frosset til, men kun lige i overfladen, så det er på ingen måde bæredygtigt. Men min mors kat, Rikke, fandt alligevel ud af, at hun ville gå Jesus i bedene og prøve at gå på vandet.

Elegant sprang hun ned på isen og gik på små kattepoter frem og tilbage et par gange, mens min mor og jeg stod med tilbageholdt åndedræt og håbede på, at isen dog kunne bære de få kilo, der var tale om.

Det kunne den. Heldigvis. Men jeg tror, at vi i fremtiden undgår "pool-området" de dage, hvor det er tøvejr.