Først gik jeg ud i skuret for at hente en kurvfuld brænde. Der lå masser af små og store grene derude, og jeg tænkte ikke nærmere over, at én af smågrenene var mere blød end de andre.
Inde i stuen krøllede jeg aviser sammen og lagde i bunden, før jeg kom en lille portion kviste og grene ovenpå. Igen tænkte jeg ikke så meget over den underlige bløde pind, der vel var omkring 5-6 cm lang, og den kom bare ind med de andre, før jeg tændte ild til aviserne.
Jeg var ved at lukke glasdøren i, da jeg så, at pinden kunne flyve. Det var nemlig ikke en pind; det var en kæmpestor gedehams, der havde ligget og sovet vintersøvn mellem brændestykkerne. Jeg hvislede til den, at den altså lige kunne prøve at stikke mig og skyndte mig at åbne lågen igen.
Der var ikke sket den noget, og den satte sig sløvt til rette på lænestolens armlæn, mens jeg hentede et glas, så jeg kunne lempe gedehamsen venligt, men bestemt udenfor. Og samtidig var jeg dybt taknemmelig for, at jeg havde taget fat omkring dens mave og ikke omkring dens brod, for selv om de store gedehamse ikke er så aggressive som deres mindre slægtninge, havde det måske ikke været populært...
PS. Behøver jeg at sige, at jeg nu altid har handsker på, når jeg henter brænde...