Jeg er blevet så glad for byen Great Malvern, der ligger utroligt kønt med bjergene i baggrunden. Vi går tit tur her, for der er så mange veje og parker at gå i - hvis man da ikke lige er oplagt til at lege bjergged og vælge stierne op i bjergene.
I går blev det kun til byveje, og det kan såmænd give motion nok, for de fleste er ret stejle. Midt i byen står en brønd, hvor drikkeklart kildevand altid rinder (det smager godt!), og ved siden af står statuen af komponisten Elgar og skuer ud over byens hovedgade.
Når man følger vejen langs kanten af bjergene, kan man nyde synet af smukke, gamle huse, der for manges vedkommende er indrettet til hotel eller Bed and Breakfast. Og de fleste har en ganske ubeskrivelig flot udsigt, fordi de ligger så højt. Det må være ret fantastisk at sidde her i vinduet og kigge ud.

