onsdag den 6. marts 2013

Bjørnedyr

I ti år skrev jeg tekster til en naturtegneserie, hvor jeg fortalte om store og små dyr - og dette bjørnedyr hører til de meget små, for det er mikroskopisk. Bjørnedyr hedder også tardigrader, og de lever blandt andet mellem mos og lav.

Det er sikkert kun mig, der synes, at det lille væsen egentlig er ret nuttet at se på - der er lidt teddybjørn over den - men under alle omstændigheder er det utroligt fascinerende. For tardigrader kan tåle at tørre helt ud og befinde sig i udtørret og inaktiv tilstand i årevis for derefter at vågne op til live igen, når de bliver udsat for fugt.

Men det er ikke det eneste, de kan tåle. De kan overleve de mest bizarre steder, og de kan klare nedfrysning og bestråling. Der er mange forskellige arter, der hver især er perfekt tilpassede til deres leveform.

Naturens verden er forunderlig...

Foto: Goldstein lab