Det var forår i Amsterdam, og jeg nød i den grad at gå i solen og se på alle kanalerne og de smukke huse. Jeg nød endnu mere at sidde på en bænk og bare se på livet, for det var der masser af på en solrig forårslørdag.
Der var både tid til museumsbesøg og kig i butikker, men først og fremmest var der tid til slentreture og dejlige indtryk.
Jeg har ikke været i Amsterdam, siden jeg var i tyverne, og der er sket meget siden da. Men jeg oplevede byen meget mere hyggelig og interessant end jeg havde ventet, og det var selvfølgelig en behagelig overraskelse.
Vi boede på et lille hotel ude ved havet og kunne derfra tage toget ind - turen tog kun en halv time. Og med det hotel som udgangspunkt tog vi på flere ture, som jeg fortæller om de næste par dage.
