Ville det ikke være bedre, hvis man ikke sled sig op i arbejdsårene, men i stedet havde god tid til at være sammen med børnene, familie og venner - og til at passe på sig selv?
For mange sker der det, at pensionsalderen ikke bliver det behagelige otium, det kunne være. For de, der har gået så meget op i deres arbejde, at det har fyldt hele deres liv, kan det nærmest udvikle sig til et mareridt. Lige pludselig, når klokken slår 60 eller 65 eller hvad det nu er, mister de deres identitet. Og da der aldrig i arbejdslivet har været tid til interesser ud over arbejdet, bliver pensionsalderen fyldt med tomhed.
Det kan være svært at starte helt forfra og finde et nyt ståsted, og mange magter det ikke. Resultatet kan blive depression og sygdom.
For andre bliver pensionsalderen gyldne tider, hvor man endelig kan foretage sig det, man har lyst til. Heldigvis for det. Men jeg kunne godt forestille mig, at samfundet ville spare mange pensionspladser og mange sygdomsbehandlinger, hvis arbejdslivets grænser blev mere flydende.
Hvis man arbejdede mindre og til gengæld længere.
Mange selvstændige bliver med stor succes ved med at arbejde, til de er godt oppe i årene. Læger og advokater f.eks. Ofte nedsætter de bare arbejdstiden og tilpasser arbejdsbyrden, så der er tid til at hygge sig med morgenavisen og spille golf - eller hvad de nu har lyst til.
Jeg læste forleden et interview med Joan Collins, der var så irriteret over, at folk altid spurgte, om hun ikke skulle holde op med at arbejde, nu hun snart rundede de 80. "Hvorfor i alverden skulle jeg holde op? Jeg skal jo tjene penge til mine fire huse...."
Foto: © Jaren Jai Wicklund