Hele søndagen var sat af til Keukenhof. Og hvis jeg havde troet, at man da ikke kan bruge en hel dag i en blomsterpark, så blev jeg hurtigt klogere. Der var utroligt meget at se på...!
Efter den lange, kolde vinter var nogle af blomsterbedene lidt forsinkede, og det ville sikkert vare en uge eller to, før de er på toppen. Men det gjorde ikke noget, for der var såmænd så rigeligt alligevel, og alt blev beundret og fotograferet til den store guldmedalje.
Der var adskillige væksthuse, og blomsterpragten herinde var næsten overvældende - et mylder af blomster i alle farver. Der var også forskellige temaer; blandt andet et engelsk, som jeg selvfølgelig måtte ind og se. Billederne herfra viste dog flere menneskekroppe end blomster, så dem har jeg udeladt...
Efter blomsterparken tog vi en tur til en by i nærheden for at spise aftensmad, og vejret var så mildt, at vi kunne sidde udenfor i aftensolen - på en gammel båd, der var indrettet med borde og parasoller. Ih, hvor vi nød det...!




