Orden på prioriteterne

Madames indlæg i dag om Gurre fik mig til at tænke på dengang, hvor jeg gik tur netop dér sammen med mine forældre og min rare mand. Vi tog tit på lørdagsudflugt til de Nordsjællandske skove, og det var fast kutyme, at vi lige stoppede ved bageren og tog kager med til den medbragte kaffe.

På et tidspunkt fordelte vi os - jeg husker ikke helt hvorfor, men det var vist noget med, at min far skulle vise min rare mand et godt sted at fotografere - og min mor og jeg gik videre ned mod søen for at finde et godt picnicsted.

Jeg bar på kagerne, og vi gik hyggeligt og snakkede indtil... pludselig.... jeg sank i et hul. Et godt camoufleret mudderhul i kanten af skovstien.

Det gik hurtigt, og jeg sank længere og længere ned som i kviksand. Min mor, det kære væsen, hylede af grin, mens hun skreg: "Kagerne! Pas på kagerne!

Kagerne var ikke det, jeg tænkte mest på i det øjeblik, hvor jeg sekund for sekund gled længere nedad, men det lykkedes hende da at redde dem. Og heldigvis var jeg i stand til at redde mig selv, inden jeg sank i til navlen.

Da de to andre fandt os, sad vi i en lysning med mine cowboybukser hængende fra en gren i solen. Kagerne smagte godt... så det var OK, at de fik førsteprioritet... :-)