![]() |
| En af de tidligere.... |
Vi har i vores liv haft en Guds velsignelse af biler. Min rare mand har en vis svaghed for de firehjulede (som jeg udmærket forstår), og derfor kan fristelser i form af lak og læder med mellemrum komme på tale.
Men jeg har lært - på den hårde måde - at man kan bruge uanede mængder af penge på disse fristelser. Derfor er vores nuværende bil ikke en laber larve som den på billedet, men en fornuftig sag, som jeg har valgt. Den er måske ikke så "sjov", men den kører fint og er god og pålidelig. Og den kommer forhåbentlig til at holde i mange år.
Her kommer så pointen: Især i vore dage gør vi klogt i at passe vores bil, så den holder længst muligt. For biler er dyrest de første år. Vi kender nok alle historien om, at en ny bil taber mindst ti procent i værdi, når den forlader forhandleren, og derfor er det selvfølgelig ikke nogen god forretning at sælge den kort efter.
Min tidligere chef sagde, at man aldrig måtte se sin bil som en investering - det var og blev en (stor) udskrivning. Han havde ganske ret, må jeg jo erkende. Omvendt har bilforhandleren aldrig ret, når han siger, at lige præcis den bil holder prisen godt ved salg. Det gør den ikke!
Men når man nu ikke kan undvære denne omvendte pengemaskine, hvad så? Ja, man kan da i det mindste prøve at få den til at tjene sig selv hjem, så godt det lader sig gøre:
- Overhold service - både for din egen skyld og fordi det har stor betydning, når bilen skal sælges.
- Overvej om det ikke ville være klogt med rustbeskyttelse.
- Få bilen checket hos FDM eller på værksted, inden fabriksgarantien udløber. Evt. fejl kan så blive rettet uden beregning.
- Husk at tage kørselsgodtgørelse, hvis du kører firmakørsel i privat bil. Det løber op!
- Vask bilen med jævne mellemrum, så støv og skidt, der ridser lakken, kan komme af.
