Viser opslag med etiketten Mias sparetips. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mias sparetips. Vis alle opslag

torsdag den 18. juli 2013

Sparetips #9 - forsikringer og telefoni

Visse faste udgifter bør man checke med jævne mellemrum - for eksempel forsikringer og telefoni.

Man kan uden at vide det have forsikringer, som er blevet unødvendige - enten fordi man er sikret gennem sit arbejde eller måske via sit kreditkort, eller bare fordi behovet har ændret sig uden at man tænker over det. Måske er man blevet medlem af en forening, der giver rabat på forsikringer...

Jeg har selv sparet en del på forsikringer. Én var helt overflødig, og én kunne jeg netop få med rabat på grund af mit medlemskab af FDM.

Telefonselskaberne ændrer hyppigt på deres tilbud, så også her kan man spare en del. Det kan betale sig at vurdere, om det virkelig er nødvendigt med en fastnet telefon, eller om man måske er så meget på farten, at et mobilt bredbånd i virkeligheden er bedre end et fast.

Også på telefoni-fronten har jeg netop selv sparet en del, fordi der var kommet nogle gode mobilpakker til en tredjedel af det, jeg normalt betalte (i mit tilfælde var der tale om erhvervstelefoner, der bliver brugt rigtig meget).

Det kan godt være lidt af en "hadeopgave" at bruge tid på den slags, men timelønnen kan nemt hente sig hjem, hvis man sparer nogle hundrede - eller måske tusinde - kroner...

søndag den 7. juli 2013

Sparetips #8 - unødvendigheder

Nogle af de ting i husholdningen, som man roligt kan spare på, er unødvendighederne. Det er for eksempel ikke nødvendigt at købe ti forskellige rengøringsmidler, når ét universalrengøringsmiddel og en flaske ganske almindelig husholdningseddike til afkalkning gør jobbet lige så godt.

Det er heller ikke nødvendigt at købe hvidt sukker, som på ingen måde er sundt, eller sodavand, der med et mix af vand, sukker, farve og smagsstoffer heller ikke er det.

Hvis man har to børn, der får en daglig sodavand hver til omkring 4 kr. (kan det gøre det?) - så bliver det alene til små 3000 kr. om året. Hvis man tager efter de mange gymnasieelever, som jeg så ofte ser gå rundt med halvandenliters flasker i frokostpausen, så bliver det til temmelig meget mere...

Selvfølgelig kan jeg sagtens snakke - jeg er vokset op i en familie, hvor sodavand kun blev indtaget ved festlige lejligheder. Og det er jeg faktisk rigtig glad for i dag... :-) 

Foto: Emilian Robert Vicol

mandag den 1. juli 2013

Sparetips #7 - tålmodighed

Man kan spare meget ved at være tålmodig, for det er tit utålmodigheden, der lokker til dumheder.

Når man for eksempel får sit første hjem, så vil man gerne indrette sig helt rigtigt lige med det samme. Man skal have så mange ting: Møbler, gardiner, senge, tæpper, køkkentøj og meget meget mere.

De utålmodige køber måske tingene på afbetaling og betaler dyre renter og gebyrer - men der er ingen, der siger, at man skal have det hele på én gang. Måske kan man låne sig frem i begyndelsen; måske kan man købe nogle ting på loppemarked eller i Den Blå Avis. Måske kan man peppe nogle af de ting op, som man har med hjemmefra.

Hvis man bare kan fylde det nye hjem nogenlunde ud for små midler, så kan man altid forbedre hen ad vejen. Det kan være ret sjovt at bruge sin fantasi og samtidig spare op, så man er klar til de gode tilbud, der givetvis dukker op.

Jeg husker stadig det smarte sofabord, som jeg fandt til stærkt nedsat pris i Illums Bolighus, da jeg som teenager indrettede mit eget værelse. Jeg havde udset mig bordet inden udsalget startede, og jeg løb om kap med en herre, som også havde udset sig det. Men jeg kom først - og jeg satte mig på bordet med korslagte arme og ejermine, så manden måtte gå med uforrettet sag.

Det sofabord havde jeg glæde af i mange år, og det kom med ikke bare til mit første, men også mit andet hjem.

Foto: © James Marvin Phelp

onsdag den 26. juni 2013

Sparetips #6 - etik og helse

Når jeg snakker så meget om at spare - og jeg har virkelig sparet mange penge de sidste par uger - så sker det ikke på bekostning af etik og helbred. I min verden kommer de to ting nemlig i allerførste række.

For at tage det med etikken først: Jeg har aldrig i mit liv købt æg fra burhøns, og jeg kunne ikke drømme om at gøre det! Jeg køber sjældent kød, og når det sker, er det kød fra fritgående dyr. Jeg vil ikke lade min spareiver gå forud for dyrevelfærd - så ville jeg ikke kunne leve med mig selv.

Heldigvis kan jeg spare alligevel. Hos Dyrenes Beskyttelse kan man tilmelde sig en mailservice, hvor man kan få ugens tilbud på produkter, som foreningen kan blåstemple.

Med hensyn til helbred gælder det samme. Jeg vil ikke spare så meget, at det går ud over mit helbred. Så hellere købe lidt, men godt og i øvrigt følge årstiderne. Sæsonens frugt og grønt er klart det billigste, og hvis jeg har mulighed for at dyrke lidt selv, gør jeg det. Sidste år gav et par poser med salatfrø mig dejlig billig salat hele sommeren, og bønnespirer og krydderurter kan nemt dyrkes i en vindueskarm.

Da jeg var yngre, dyrkede jeg jordbær i stor stil... åh, det var en fryd. Så hvis man har plads til de røde dejligheder, kan det varmt anbefales...

lørdag den 22. juni 2013

Sparetips #5 - bilkørsel

Tak til capac for linket til Trafikstyrelsens KørGrønt råd. Både for miljøets og pengepungens skyld gælder det om at bruge så lidt brændstof som overhovedet muligt.

Jeg kan selvfølgelig varmt tilslutte mig alle de gode råd - og især det sidste med ikke at køre for hurtigt fik jeg testet af på den seneste tur til England.

Vi sneglede os af sted hele vejen gennem Tyskland, for der var vejarbejde på vejarbejde på vejarbejde. Da vi endelig nåede frem til Brugge var det blevet midnat, og vi var dermed mindst tre timer forsinkede. Men til gengæld kunne jeg til min glæde se, at der stadig var en god portion diesel tilbage i tanken.

Vi plejer stort set at nå frem til Brugge på én tank, men denne gang kunne vi komme en god bid videre, så den langsomme kørsel var da godt for noget... :-)

Foto: GU-JO

torsdag den 20. juni 2013

Sparetips #4 - medlemskaber

Det kan være godt med jævne mellemrum at gennemgå og luge ud i sine medlemskaber af diverse slags. Nogle er måske forældede, mens andre kan udnyttes bedre.

Visse foreninger bliver man medlem af, fordi man støtter dem - og dem har man nok ikke lyst til at spare væk. Andre foreninger kan man have fordele af - hvis man ellers husker at bruge dem...

For eksempel giver mit medlemskab af FDM en lang række rabatter, som jeg er ret glad for, men jeg glemmer som regel at bruge fordelskortet, når jeg tanker benzin. Så dumt! For selv små beløb løber jo op. Man kan også få rabat på forlystelser og oplevelser, og det glemmer jeg som regel også.

Til gengæld huskede jeg at få testet min bil med rabat i går, og jeg benytter mig jævnligt af, at jeg kan få rabat på DFDS-overfarten til England.

Så alt i alt tjener medlemskabet sig hjem - men nu har jeg anbragt fordelskortet øverst i pungen, så jeg bliver mindet om, at jeg skal bruge det og spare endnu flere penge... 

PS. Dette er ikke et sponsoreret indlæg... men det burde det egentlig være... ti hi...

onsdag den 19. juni 2013

Sparetips #3 - bil

En af de tidligere....
Passer du godt på din bil? Det er i hvert fald klogt at gøre det - tro mig, jeg har i den grad erfaring på det punkt!

Vi har i vores liv haft en Guds velsignelse af biler. Min rare mand har en vis svaghed for de firehjulede (som jeg udmærket forstår), og derfor kan fristelser i form af lak og læder med mellemrum komme på tale.

Men jeg har lært - på den hårde måde - at man kan bruge uanede mængder af penge på disse fristelser. Derfor er vores nuværende bil ikke en laber larve som den på billedet, men en fornuftig sag, som jeg har valgt. Den er måske ikke så "sjov", men den kører fint og er god og pålidelig. Og den kommer forhåbentlig til at holde i mange år.

Her kommer så pointen: Især i vore dage gør vi klogt i at passe vores bil, så den holder længst muligt. For biler er dyrest de første år. Vi kender nok alle historien om, at en ny bil taber mindst ti procent i værdi, når den forlader forhandleren, og derfor er det selvfølgelig ikke nogen god forretning at sælge den kort efter.

Min tidligere chef sagde, at man aldrig måtte se sin bil som en investering - det var og blev en (stor) udskrivning. Han havde ganske ret, må jeg jo erkende. Omvendt har bilforhandleren aldrig ret, når han siger, at lige præcis den bil holder prisen godt ved salg. Det gør den ikke!

Men når man nu ikke kan undvære denne omvendte pengemaskine, hvad så? Ja, man kan da i det mindste prøve at få den til at tjene sig selv hjem, så godt det lader sig gøre: 
  1. Overhold service - både for din egen skyld og fordi det har stor betydning, når bilen skal sælges.
  2. Overvej om det ikke ville være klogt med rustbeskyttelse.
  3. Få bilen checket hos FDM eller på værksted, inden fabriksgarantien udløber. Evt. fejl kan så blive rettet uden beregning.
  4. Husk at tage kørselsgodtgørelse, hvis du kører firmakørsel i privat bil. Det løber op!
  5. Vask bilen med jævne mellemrum, så støv og skidt, der ridser lakken, kan komme af.
Om det ville være en bedre forretning at købe en brugt bil? Det kan det være - hvis man er heldig. Vi har købt adskillige supergode brugte biler til en rimelig pris, men til gengæld er reparationerne uhyggeligt dyre, når de kommer. Og det gør de!

tirsdag den 18. juni 2013

Sparetips #2 - indkøb

Når jeg vil være superøkonomisk med hverdagsindkøbene, så tager jeg i byen uden dan- eller andre kort, men med kontanter. Og så medbringer jeg en huskeliste, som jeg holder mig ret slavisk til.

Jeg tager ikke flere penge med end nødvendigt. Der er ikke råd til impulsindkøb, slik eller hvad man nu ellers kan falde for - jeg ved, at jeg skal sørge for at få de ting, der står på indkøbslisten, og jeg går rundt og tæller sammen i hovedet (eller på mobiltelefonens lommeregner), så jeg ikke kommer til at købe for mere, end jeg har.

Hver gang føler jeg, at jeg på denne måde virkelig får noget for pengene. For hver krone bliver lige vendt og drejet i langt højere grad, end når jeg bruger kort. Og der går sport i at bruge så lidt som muligt - og ofte har jeg penge med hjem eller mulighed for at udnytte et godt tilbud.

I øvrigt læste jeg, at 46% af englænderne foretrækker kontanter. Jeg forstår dem... 

Foto: Conespider

mandag den 17. juni 2013

En slankere udgave

Jeg har selvfølgelig en bagtanke med alle mine spareplaner... for jeg drømmer om at komme ud i en slankere udgave. Og det har ikke kun noget med vægten at gøre (den prøver jeg faktisk OGSÅ at "spare" på...), men simpelthen en trang til at gøre livet lettere - og sjovere.

Og jeg tror på, at det kommer til at virke. I løbet af de sidste to uger har jeg skåret et ret stort beløb væk fra udgifterne, og der er mere på vej. Samtidig begynder planerne så småt at falde på plads... bid for lille bid.

Jeg fortæller selvfølgelig mere om det hen ad vejen, men lige nu er jeg bare så glad, fordi mine tiltag rent faktisk virker...

Og solen skinner! Sikken dejlig dag!

Sparetips #1 - rygestop

Nogle sparetips er mere indlysende end andre, men det ER altså en god idé at kvitte cigaretterne. Det sparer mange penge, der kan bruges til noget sjovere, og samtidig gavner besparelsen helbredet.

Jeg røg selv engang, og da jeg besluttede mig for at holde op, begyndte jeg at lægge de penge, jeg normalt brugte på cigaretterne, i en stor syltetøjskrukke. Det var meget positivt at se, hvor hurtigt den blev fuld, og snart havde jeg finansieret et længe næret ønske.

En pakke cigaretter koster vel 40 kr. eller mere efterhånden. Besparelsen afhænger selvfølgelig af, hvor meget man ryger, men lad os bare sige, at det er 6-7 stk. om dagen. Det bliver til ca. 4600 kr. om året. En skøn rejse kan fås for mindre - og måske er der endda penge til overs til lommepenge...

Foto: paloetic

torsdag den 13. juni 2013

Mias sparetips


Jeg har tidligere fortalt om min meget fornuftige og økonomiske far, der lærte mig at spare. Jeg har så glemt en del af det i de senere år, skal jeg gerne indrømme, men det er en af de dyder, jeg gerne vil tilbage til. Jeg kan nemlig huske, at sparsommeligheden gav mig en større frihed og en meget mere afslappet tilværelse. Hvem vil ikke gerne have det?

Så derfor begynder jeg nu en lille "serie" her på bloggen med "Mias sparetips". De vil komme dryssende lidt efter lidt og ind i mellem de andre indlæg, så hold øje med etiketten herunder, hvis du er spareivrig...