tirsdag den 27. august 2013

Tur til Jylland - sidste del

På Jyllandsturens anden dag startede vi med at holde vågent udkig efter et sjovt sted til formiddagskaffe. Og det fandt vi inden så længe, for pludselig så vi noget med "Bagergården". Altså ikke bare et navn - men en rigtig gammel bondegård indrettet med bageri og restaurant.



Det skulle selvfølgelig prøves. Holmgaard, som stedet hed, blev udforsket, og bagefter blev kaffe og kage bragt udenfor, så vi kunne nyde begge dele i solen. Med udsigt - og med selskab af en hyggelig gammel hund.



Derefter fortsatte vi ud til vandet; ud på Helgenæs og igennem det flotte landskab til Sletterhage fyr.

Af en eller anden grund blæste det en pelikan herude, så vi blev ikke så længe, men fortsatte gennem nationalparken Mols Bjerge (hvor man godt må køre i bil på visse veje) og videre til sidste del på turen: Herregårdsmuseet Gammel Estrup.


Under hele turen havde vi været så heldige med vejret. Og her på Gammel Estrup trak sorte skyer op og blev til regn i samme sekund, som vi var kommet under tag. Efter en rundtur på herregården og en kaffetår i det gammel køkken skinnede solen igen og indbød til havevandring.



Så det gjorde vi. Og med den var vores dejlige weekend slut. Og nu glæder jeg mig bare til næste gang, hvor vi kan mødes og udforske de smukke steder i Danmark.