I går kørte jeg min mor til Charlottenlund, hvor hun havde et ærinde, og mens jeg ventede på hende, gik jeg tur og kiggede vinduer. Og pludselig hang den der jo - den fine trøje jeg så i København i søndags.
Jeg gik ind for at se nærmere på den. Åh, den var blød og lækker. Ekspeditricen kom glædestrålende og fortalte mig, at blusen var håndstrikket i Peru af Alpacca-uld. Jeg så mistænksomt på prisen: Knapt 3000 kr.
Jeg hang trøjen tilbage og sagde, at det var "lidt" i overkanten. "Men den er HÅNDstrikket", indvendte ekspeditricen.
Og da jeg gik fra butikken, tænkte jeg over det med priser. Og det med håndlavede ting.
For mens jeg godt kunne finde på at bruge en fornuftig sum på f.eks. et møbel, der ville holde i mange år og give mig glæde lige så længe, så kunne jeg aldrig drømme om at bruge så mange penge på en trøje, der måske krøb ved første vask.
I gamle dage var det en kvalitetsbetegnelse, når noget var håndlavet. Er det stadig det? Jeg har nogle håndlavede ting i min netshop, og selv om priserne er meget langt fra ovennævnte, så er det ikke alle, der vil give dem. Personligt vil jeg gerne eje en smuk keramisk genstand, håndblæst glas eller en hånddrejet skål for eksempel.
Gad vide i øvrigt, hvor meget den håndarbejdende i Peru har fået for at strikke trøjen?