Det gjorde vi også denne gang, og udover det med tilladelse til fotografering er der også sket andre ændringer i tidens løb.
I et af husene blev vi budt indenfor, som om vi var gæster og venner af familien. "Kom indenfor og sæt jer her i sofaen foran pejsen og snak lidt med mig", sagde en af kustoderne, der sad og så hyggelig ud.
Hun fortalte så, at man netop var begyndt at opfordre folk til at se huset mindre som et museum og mere som et "familiebesøg". Der lå gamle breve og dagbøger fremme, som man var velkommen til at kigge i, og det gjorde jeg selvfølgelig. Ganske forsigtigt, for det var sarte dokumenter med silkebånd om.
På de stole, som man helst ikke måtte sidde på, fordi de var skrøbelige, var der diskret lagt en tørret tidsel, mens man var velkommen til at slå sig ned på andre.
Jeg gætter på, at nogle af disse mere "familiære" tiltag mest benyttes, når der ikke er så mange i huset. Og selv om jeg synes, at det er en herlig idé, så kan jeg også have mine betænkeligheder. For jeg har set, hvor klovnet nogle af de besøgende kan opføre sig. Ikke alle har lige stor respekt for de fine, gamle ting...
6 kommentarer:
Det lyder næsten utroligt! Og så kan jeg godt lide tricket med tidslerne. Man kunne måske også bruge det i andre sammenhænge - f.eks til at reservere siddepladser med ... men det ville nok kræve mere end en enkelt, for at man kan forvente, at det bliver respekteret - i alt fald her i landet ;-)
Rasmine: Jeg synes også, at det er en genial idé. Om end lidt vel diskret... men selvfølgelig sætter man sig kun een gang, før man lærer tricket... ;-)
Tænk hvis de gamle breve og dagbøger ikke behandles varsomt - jeg synes, det er en stor chance at tage, når de ligger fremme ... :-)
Madame: Det var også min tanke. For det lignede altså ikke kopier, men i høj grad originaler...
Forstår både din glæde og dine betænkeligheder, men man må gå ud fra, at det stopper, hvis folk ikke respekterer både de skrevne og de uskrevne regler.
Det gør jo et besøg så uendelig meget mere spændende at få sådanne oplevelser, som du beskriver her.
Ellen: Helt sikkert. Og selvfølgelig holder de diskret øje med folk. Det var i hvert fald sjovt at stå og læse brevene fra et af børnene i huset, der var på Europarejse... :-)
Send en kommentar