søndag den 20. oktober 2013

Livet på landet

Jeg har netop set hele to film med skuespilleren Pauline Collins: The Quartet - en vældig sød film om pensionerede musikere på et ret specielt plejehjem - og serien Mount Pleasant, der nærmest er en engelsk udgave af Desperate housewives...

Pauline Collins er altid dejlig og spiller godt, og jeg kom til at tænke på min yndlingsserie over alle yndlingsserier Forever Green, hvor hun spillede sammen med John Alderton.

Serien gik i engelsk TV i begyndelsen af 1990'erne, og måske skyldtes min begejstring blandt andet, at jeg genkendte så meget af mig selv i Harriet Boult, som Pauline Collins spillede.

I hvert fald slugte jeg serien med allerstørste begejstring, og da den var slut, måtte jeg bare eje den, så jeg kunne se den igen. Men serien var ikke indspillet på VHS, som det jo var dengang, og den kom ikke til salg.

Så jeg kontaktede filmselskabet, der dog oplyste, at de ikke havde til sinds at sende serien på markedet. Men jeg blev ved med at plage... om man dog ikke kunne indspille den på bånd til mig bare - jeg skulle nok betale for det.

Og efter adskillige forsøg og forskellige kontakter lykkedes det faktisk. Jeg fik overtalt en person i et svagt øjeblik, og formedels en mindre formue lovede de at indspille serien til mig på seks bånd.

Jeg havde aftalt, at de kunne sende pakken med bånd til mig på ferieadressen i Lake District, hvor jeg var dengang, og jeg husker endnu det røde postbud, der til fods kom slæbende på min pakke tværs over marken med tyr og vædder.

Men jeg måtte vente pænt med at gense serien, for der var hverken TV eller video så langt væk fra alting, og det var lige før, at jeg glædede mig til at komme hjem...