I den første tid måtte jeg bare sidde med foden på en skammel. Senere blev det til "hoppen rundt på ét ben" - og endda flytning og nedpakning på ét ben.
I England var jeg tvunget til at gå, for gæsterne skulle vises rundt - og jeg nægtede at acceptere, at den fjollede fod blev ved med at gøre ondt.
Så jeg gik. I begyndelsen under lavmælt jamren, men snart lidt mere afslappet.
Og nu er jeg næsten ved at være "normal" igen. I går gik jeg en lang tur gennem parker og langs stier - kun med en ganske let humpen.
Jeg havde igen lejlighed til at hilse på høns og kigge over hegnet hos havefolket. Man ser så meget sjovt... blandt andet disse klippede fugle.
Følelsen af fri mobilitet er aldeles vidunderlig, og jeg håber, at jeg kan lade være med at snuble over computerledninger og andet løstliggende fremover.
SÅ klodset kan man da forhåbentlig kun være én gang! Hmmm...
9 kommentarer:
Hvor er det en skæg måde at klippe hæk, men mon ikke folkene i huset føler sig lidt overbeglodet med alle de høns, der står og kigger ind ad vinduet :-)..... hi hi, det kom vist til at lyde forkert... det VAR altså de grønne, jeg snakkede om ;-)
Sussi: Ti hi, jeg følte mig slet ikke truffet... ;-)
Skøn hæk ! Elsker når man kan se at have ejeren virkelig er glad for sin have og leger i den :) Dejligt du er mobil og uden smerter. Klodsethed...Tja, jeg kender det alt for godt - jeg har altid blåmærker og andre skader :)
Det var godt nok lang tid for en forstuvet fod! Faktisk lige så lang tid, som det tager for en knæoperation at komme helt på plads. Jeg håber, at du har banket under bordet eller lignende, da du skrev dette her ;-)
Miri: Ja, det er da skønt at se tegn på legesyge og haveglæde. Uf, det lyder ikke godt med blåmærker og skader - så kender du nok også det med pludselig at gå ind i en dørkarm...ti hi... ;-)
Rasmine: Åh, det skulle jeg da have gjort. Nu bliver jeg helt ængstelig... ;-)
Det var en lang helbredelsestid for en forstuvet fod - godt, at den er ved at være helt i orden, for det er ikke specielt sjovt, når man bare er nødt til at bide smerterne i sig!
Ellen: Jeg har haft forstuvede fødder (eller fod må det være, for det var den samme hver gang), da jeg var ung. Jeg synes nu heller ikke, at det tog så lang tid. Men jeg havde en sygeplejerske på besøg, der fortalte mig, at den slags kunne tage et halvt års tid... :-(
Det var dog uheldigt! Og jeg ved hvordan det føles at humpe på et ben - sidste år var jeg på den med forstrukket ledbånd i knæet. Man lærer virkelig at sætte pris på at kunne gå igen:-)
Godt at du er klar til gåture igen.
Lisbeth: Det var ikke bare uheldigt; det var utroligt klodset! Ja, man kommer virkelig til at sætte pris på at kunne gå - jeg hader at være inaktiv (alt for lang tid ad gangen i hvert fald...) :-)
Send en kommentar