Jeg skriver sjældent noget politisk på disse sider - af to grunde. For det første fordi der er rigeligt med andre, der gør det - og for det andet fordi jeg hellere vil fokusere på livets lyse sider og ikke på alle ulykkerne - det er der også så mange andre, der gør.
Men af og til skal der et lille pip ud mellem sidebenene. For mens jeg synes, at alt det forfærdelige, der er sket i Paris, ER forfærdeligt, utilgiveligt og uundskyldeligt, så krøller jeg tæer, når jeg læser Charlie Hebdos udtalelser (citat): "Vi vil slås for vores ytringsfrihed og retten til at blasfemere".
Ja, selvfølgelig vil og skal vi alle slås for vores ytringsfrihed. Men det sidste: nej, det er jeg ikke enig i. Det var jeg heller ikke, da alle de famøse tegninger blev offentliggjort alle vegne.
Jeg er opdraget med, at man skal respektere andre mennesker og altså også deres religion. Jeg indrømmer gerne, at jeg er alt andet end religiøs - jeg er faktisk imod religion, fordi det historisk set ikke har ført andet end ulykker med sig. Hvor tåbeligt at myrde mennesker på grund af en tro...!
Men når det er sagt, så respekterer jeg fuldt, at man tror, hvad man vil. Det er også en frihed! Religionsfriheden må vel være lige så vigtig som ytringsfriheden - eller hvad?
Efter min personlige mening bør man respektere alle mennesker - og alle væsener på denne jord, som vi er fælles om - og det gælder også deres religion. Der er vitterlig ingen grund til at genere.
Man kan sige, at det også er en frihed at vælge at lade være...
13 kommentarer:
Det sagde du meget bedre, end jeg selv kunne have gjort det!
Jeg er fuldstændig enig, og jeg har aldrig sympatiseret med ham, der tegnede de famøse tegninger, for ytringsfrihed er IKKE det samme som retten til at gøre grin med andre eller vise respektløshed, og det er der vi er henne, også med CH for øjeblikket.
At ville "slås for ytringsfriheden" er både et paradoks og en selvmodsigelse og det er ikke fremmende for noget som helst.
Jeg kan også undre mig over, at 12 dræbte i Paris er 'interessantere' og åbenbart forfærdeligere end 150 dræbte i Nigeria ... hvem sagde racisme og forskelsbehandling?
Ellen: Tak Ellen :-)
Jeg er enig, ytringsfrihed er en ret og ikke en pligt.. :-)
Inge: Nemlig :-)
Enig. Der er også noget der hedder almindelig opdragelse og hensyntagen.
Lene: Ja, det synes jeg da :-)
Og at tale ordentligt til hinanden !
Miri: Ja netop, Miri :-)
Det er jo en svær ballance. Man har ret til at sige hvad man vil, men man kan godt vise det hensyn ikke at trampe andre over følelserne. På den anden side kan man jo også vælge hvor fornærmet man vil blive over det der bliver sagt. Historien om de danske tegninger rummer alle de elementer + så mange flere.
En helt anden og sådan set mere tankevækkende ting er som Ellen siger det at disse modbydelige drab i Paris overskygger alt andet og endnu mere modbydeligt der foregår i resten af verden. Det kan man godt tænke længe over.
Marina: Ja, det ER svært. Og selvfølgelig er nogle mere nærtagende end andre. Men jeg har ofte indtryk af, at man ikke tænker sig om, FØR man taler/skriver...
Jeg er bare så enig i dine betragtninger, Mia.
Tak, Mia!
Lige mine, og sikkert mange andres ord. Medierne er gået fuldstændig i selvsving (det gør de som regel, når noget handler om deres egen verden) og får trukket mange andre ind i principmøllen. Al vold er efter min mening forfærdelig, så at samtidige massakrer i Nigeria drukner i ytringsekstremistiske rablerier er forstemmende.
Medmenneskelighed og hensyn har desværre ikke gode vilkår.
Lone: Det tænkte jeg nok, søde Lone :-)
Benedicte: Suk, nej. Man har glemt det med at vise hensyn og medmenneskelighed. Gad vide hvorfor?
Send en kommentar