Iført lange termounderbukser, ørevarmere, halstørklæde op til næsen og tyk frakke vandrer jeg afsted på den lange rute, der er planlagt hjemmefra. Man er vel viking.
Knapt halvvejs begynder jeg at tvivle på det fornuftige i projektet. Det ER godt nok koldt; vinden gør sit bedste for at skubbe mig baglæns, men så kan jeg da se frem til en hjemtur i medvind. Det gælder om at finde lyspunkterne...
Så jeg bliver stædigt ved med at gå. Indtil mine fødder stort set går af sig selv, og indtil drømme om lune tæpper og varm kakao bliver næsten håndgribelige.
ENDELIG langt om længe er jeg på vej retur. ENDELIG ved jeg, at målet er inden for rækkevidde. Og når jeg når tilbage efter en time i skarpt trav, sætter jeg mig med god samvittighed til rette i stolen.
Og falder i søvn! Hvor blev det overskudsagtige af?