Den supervelhavende milliardær var egentlig ikke særligt lykkelig; dels fordi han ikke havde nogen at dele sit liv med, og dels fordi han havde meget sygdom i familien. Penge kan sjældent købe et godt helbred.
Hvorimod den helt fattige, der havde haft en fornuftig tilværelse engang, men var faldet ned til sultegrænsen på grund af et ødelagt forhold og et mistet job... for ham var det virkelig lykken at få fyldte poser med madvarer med hjem. (Englænderne har et system med sponsorering af ubrugte madvarer og hverdagsfornødenheder). Ikke kun fordi han rent faktisk fik noget at spise - men også fordi det gav ham en følelse af at være "ligesom de andre".
En kvinde fandt kun lykke i et købe dyre mærkevarer til sig selv og sine døtre, mens en anden elskede et købe fine ting billigt i genbrugsbutikker. Men fælles for dem var, at det ikke var nær så sjovt at købe ind til sig selv, hvis man var alene om det.
Konklusionen var nok, at penge i sig selv ikke giver den store lykke - men samvær og fællesskab med andre gør.
Er I mon enige?