Kan du huske eventyret om de fire stadsmusikanter? Om æslet, hunden, katten og hanen, der er blevet gamle og uønskede og derfor drager mod Bremen for at søge et nyt liv. Sammen finder de lykken og ender deres dage i et rart og hyggeligt hus.
Hvorfor er der noget i det eventyr, der får mig til at tænke på vor tids ældre? Måske var det på tide, at ældre viste kløer og fandt sammen om at skabe en bedre tilværelse.
Man behøver sikkert ikke at tage helt til Bremen for at gøre det... ;-)
6 kommentarer:
Nej, jeg kan ikke huske det, for jeg kender det slet ikke - men der kan være noget om din idé. Der er bare det ved det, at de fire ikke var oppe imod vores samfundssystem.
En del af pointen er vel, at man skal komme ud af det med hinanden trods forskelligheder, men det er nok også i sig selv temmelig utopisk, især når det drejer sig om ældre mennesker, som ofte har nogle ganske faste forestillinger om, hvordan tingene skal være ...
Min søn elskede det eventyr :) Så det læste jeg meget ofte for ham, det er et herligt eventyr :)
Vi mennesker er sociale væsner og har ikke godt af at være alene.. Vi trives i fællesskaber.
Vi kendte ikke eventyret, da vi var i Bremen og så den sjove figur på pladsen foran rådhuset. Hvis I stadig er i Bremen, skal I unde jer selv en tur til Bremerhaven, som på mange måder er Bremens modsætning med futuristiske bygninger og nye, spændende museer :-)
Rasmine: Man kan blive meget klog af eventyr - også selv om de er gamle og slet ikke kender vores dages samfundssystemer... ;-) Ja, pointen er blandt andet det - og fælles for de fire var, at de var "lige til lodsepladsen" efter deres ejeres synspunkter. Men det fandt de sig så ikke i og tog sagen i egen hånd. Vældig klogt... :-)
Miri: Det er et herligt eventyr - og ja, fællesskaber er godt; også (især) for ældre... :-)
Fruen i Midten: Vi er ikke i Bremen længere og var egentlig slet ikke inde i byen. Vi boede i udkanten, men det var et fint sted, så vi kommer helt sikkert dertil igen. Vil huske det med Bremerhaven så... ;-)
Jeg havde helt glemt det eventyr, men hvor har du ret; det kan lære os noget vigtigt om hvor værdifulde vi også er som ældre. Heldigvis synes jeg det ser ud som om grænsen for, hvornår vi er 'for gamle' rykker sig hele tiden, så måske kan vi skubbe den foran os resten af livet ;)
Pia: Ja, lad os satse på det... ;-) Egentlig burde jeg vel snart gå i musegråt og beige med den alder, jeg har - men hvor er det dejligt, at det IKKE længere er sådan.
Send en kommentar