mandag den 1. maj 2017

Forandringer fryder... ikke!

Er der noget, jeg ikke er god til... så er det forandringer. Det lyder lidt fjollet, når man fistrer rundt fra det ene sted til det andet i en autocamper, men lige på det punkt er forandring nu OK.

Men når min netudbyder glædestrålende fortæller mig, at NU opdaterer de deres servere (eller hvad det nu er, de har gang i), og at jeg derfor ikke længere kan have min netbutik i den udformning den HAR... så bliver jeg ganske træt.

For det betyder, at jeg skal lave det hele OM. Og det nytter ikke, at netudbyderen glædestrålende fortæller mig, at DET skal jeg ikke tænke over, for de hjælper mig gerne... for det gør de jo ikke GRATIS.

Så altså... her umiddelbart efter flytning af mor, butik og diverse oplagrede ejendele - skal jeg katme også til at lave min netbutik om. Jeg ved af erfaring, at det er noget, der tager tid, og jeg kan sagtens forestille mig noget, jeg hellere vil... (hygge-mig-i-haven-nu-hvor-jeg-endelig-igen-får-én-blandt-andet).

Men jeg kan ikke kæmpe mod vindmøller og opdateringer, så jeg må jo bare i gang. På et tidspunkt. "In due course, at the appropriate juncture, in the fulness of time and when the time is right" - som Sir Humphrey så ofte siger i min favorit-serie "Yes Minister"... :-)