Jeg synes ikke, at jeg kan finde min hund. Altså den milde, stille hund, vi havde indtil for nyligt...
For det første har Gussi fundet sin stemme her på Lolland. Han gøede aldrig, før vi kom hertil - men NU lyder han som en udvokset Grand Danois. Så snart det knaser i gruset, er han der som en mis, og vi er i hvert fald aldrig i tvivl om, at der er gæster på vej...
For det andet har Gussi fået øjnene op for, at der er jagtmuligheder i vores store have. Han ser sigende på mig (han er særdeles god til at fortælle, hvad han gerne vil...) - og når han bliver lukket ud i haven, går den store jagt. Jeg ved ikke efter HVAD - og jeg har ikke lyst til at vide det. Han er ved at grave sig ned til kineserne, og græstotter står om ørerne på ham...
Efter et stykke tid kommer han veltilfreds ind med jord i hele hovedet og klumpfødder af mudder. Straks bliver han løftet op og puttet i brusebad - og selv om han ikke er vild med badet, forhindrer det ham ikke i at stå ved døren nogle timer senere...
Jeg under ham så gerne det frie hundeliv... meeeen af og til kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om bytteretten stadig gælder... ;-)
