Vi har brugt det gode vejr på haven - eller nærmere terrassen - så den kunne blive klar til at sidde på de kommende måneder.
Vores have er heldigvis en naturhave, så vi slår kun græsstier rundt om træerne og et stykke foran huset, hvor vi kan sidde. Terrassen trængte derimod til at blive ryddet og fejet, så det har vi gjort - og nu ser der nydeligt ud!
Desuden har jeg sat nogle rammer op til højbede, hvor jeg vil plante jordbær og krydderurter. Sidste år havde jeg jordbær i krukker på terrassen, og de har overvintret og endda lavet små aflæggere, som jeg har plantet ud i den ene ramme. De andre skal fyldes med nye planter, så der kommer tre forskellige sorter.
Der er kommet frisk jord i de tømte krukker, så de snart kan blive bolig for de sommerblomster, som jeg havde i min barndoms altankasser, nemlig Flittiglise og Petunia i blandede pangfarver. Et nostalgisk valg...
Og endelig har vi investeret i en hængesofa! Vi havde én i vores tidligere sommerhus, men den blev solgt sammen med huset, og den har været savnet lige siden. Den nye hængesofa kommer efter påske, og jeg glæder mig allerede som et barn juleaften... :-)
2 kommentarer:
Der er nu også noget hyggeligt ved sådan en "tilbage til barndommen"-have :-)
God fornøjelse med projekterne - vi er jo nødt til at gøre lidt ekstra ud af vores udendørs opholdsområder i år, når vi ikke kan komme ud at rejse :-)
Ellen: Ja netop - det var også derfor, vi købte hængesofaen. Og så kan vi jo sidde der og gynge og drømme om de ture, der kommer senere... ;-)
Send en kommentar