lørdag den 26. december 2020

En semi-alternativ jul


Vi havde planlagt at lave en lækker vegetarret juleaften og købt ind til én af Kirsten Skaarups altid så gode opskrifter. Dertil brunede kartofler, rødkål, ribsgelé og brun sovs (Irmas).

Der opstod bare et lille problem... De tre porrer, som vi havde fået med vores grønsagskasse to dage før, var pist væk... Vi vidste, at de havde været der; vi kunne begge huske, at vi havde stået og pakket dem ud... men de var ingen steder.

Efter en intens eftersøgning måtte vi kaste håndklædet i ringen. OK, vi havde åbenbart en drillenisse i huset - der var ingen anden mulighed. 

Så jeg gik i gang med en anden type eftersøgning... nemlig eftersøgningen af en opskrift, der passede til det, vi rent faktisk havde i køleskabet. Knoldselleri blandt andet...

Ved et tilfælde faldt jeg over Mia Sommers opskrift på nøddesteg. Godt så, den opskrift måtte prøves af.

Ved middagstid juleaftensdag begyndte en lækker duft at sprede sig i huset, og vi satte os til bords med alt det sædvanlige plus denne uafprøvede steg. Den smagte ualmindeligt godt! Vi blev enige om, at den fremover ville blive det faste indslag, når vi havde lyst til at sætte kød på bordet. Det har vi det fint med - og grisen er sikkert enig!

Og porrerne... ja, de dukker vel op, når vi skal flytte om en halvanden måneds tid... ;-)