søndag den 6. juni 2021

En grøn oase



Det siges ofte, at perfekte græsplæner er ørkener for insekter... og sådan er det!

Men en uperfekt græsplæne er derimod fuld af liv. Vi har meget andet end mos og græs i vores plæne; blandt andet smørblomster, kløver og bellis, som jeg husker med fryd fra min barndoms parkplæner, og yndige små violer og andre bittesmå blomster, jeg ikke kender navnene på.

Vi slår altid vores uperfekte græsplæne i flere portioner. For det første for at "fordele byrden" - selv om jeg faktisk synes, at det er ret hyggeligt at slå græs - og for det andet for på den måde at sørge for, at der altid er områder med blomster.

Resultatet er et myldrende insektliv. Blandt andet har vi de mest nuttede vilde bier, der bor i huller i jorden og er ret irriterede over, at jeg med mellemrum kommer til at stille drømmesengen hen over deres bo.

Jamen altså, jeg kan jo ikke SE, hvor de bor dernede under græsset! Hvis de insisterer, flytter jeg mig et stykke væk og håber på, at jeg ikke planter mig ovenpå en anden familie... og ellers hygger jeg mig med at sidde og iagttage dem. 

I går fandt jeg en stor, metalskinnende guldbasse på gulvet i badeværelset, men heldigvis trådte jeg ikke på den fine fyr. Han blev båret ud på et stykke papir og anbragt - efter en del overtalelse - på en gren.

Og med hensyn til alt det græs, der bliver slået... så bliver det samlet sammen og brugt som jorddække, for afklippet græs er super til den slags... :-) 



4 kommentarer:

Ellen sagde ...

Det er en af de helt store fordele ved at have en stor grund: At man kan slå græs i bidder. Hvis vi gjorde det, ville det se temmelig underligt ud :-)
Det er så hyggeligt at læse om dit liv sammen med alle insekterne!

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Man er faktisk nødt til at tage det i bidder, hvis man gerne vil have tid til andre ting ;-)

Ja, og med insektlivet kommer fuglene, som det også vrimler med. Jeg hørte i går aftes, at der er frøer i nærheden... så mon ikke der kommer en lille dam på et tidspunkt?!

Madame sagde ...

Jeg fryder mig lige som dig over alle de små blomster i græsplænen :-)
Og Ellen har anbefalet mig at bruge Google Lens, når jeg vil finde navnet på dem. Der åbner sig en verden, når man bliver opmærksom på alle insekterne.
Vi har også en stor cotoneaster, hvor blomsterne er fyldt med liv i form af alle mulige bier :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Jeg vil så gerne have Google Lens, men jeg har kun en Ipad. Det skulle dog vist være muligt at få den på sådan én også...

Ja, det er så sjovt med insekterne. Jeg prøver at fotografere dem, så jeg kan finde navnene på dem - lige som jeg gjorde med guldbassen her.

Jeg elsker cotoneaster, der er biernes hofret, og jeg har faktisk købt tre, som jeg skal have plantet hurtigst muligt. :-)