onsdag den 27. april 2011

En stille og rolig tur...


En stille og rolig tur - det var, hvad vi kunne forvente, sagde kaptajnen, da vi havde forladt Esbjerg.

Jeg ved ikke liiiige, hvad der gik galt, men måske ser vi bare forskelligt på tingene... Stille og roligt betyder IKKE, at man går som en fuld mand, når man skal ud efter kaffen. Det blæste en halv pelikan, og skibet gyngede pænt voldsomt. Synes jeg altså.

Derfor var det ikke én af mine bedste ideer at gå ned for at hente is til aftenkaffen. For da jeg kom op igen, var det lige pludseligt meget tillokkende at ligge lidt i vandret stilling og vugge med for ikke at blive søsyg. Og sådan blev jeg liggende. Hele aftenen og hele natten, mens isen smeltede.

Nå pyt, så blev jeg ikke tyk af den is, og her i dag var vejret mildt og venligt, da skibet gled i havn i Harwich. Solen skinnede fra en skyfri, sejlerne bød velkommen og alt var godt igen. ;-)