Jeg har lige været ude i haven med min halvdøve kat. Puskis lunter lidt rundt og snuser til en tot græs, mens jeg lunter omkring og nyder synet af alt det forårsagtige.
Pludselig ser jeg en fed pil forsvinde ind under nogle buske og kort efter kommer et løvebrøl, som kan vække de døde. Det er såmænd bare min gamle gigtsvage kat, der er ved at nedlægge naboens store killing. Hvor vover den at komme her! Den skal UD, skal den!
Og mens jeg prøver at lægge mig imellem (ganske forsigtigt, så hun ikke tager fejl af min hånd og nabokatten), lægger den stakkels stribede killing sig underdanigt ned med alle fire i vejret. Men kun et øjeblik. Så ser den sit snit til at stryge afsted. Og jeg når at gribe Puskis, inden hun stryger efter.
Lige nu ligger hun og småsnorker fredfyldt på sit tæppe. Men man skal ikke lade sig narre. Hun er en furie, er hun!