mandag den 12. april 2010

Selvlært er vellært


For mange år siden oplevede jeg at få medicinforgiftning. Og det skulle selvfølgelig ske på en ferie i England, hvor jeg var langt fra danske læger og traditionel behandling.

Men heldigvis var jeg ikke langt fra et bibliotek og en engelsk boghandel. Så jeg lånte og købte stakke af bøger om sygdom, sundhed, helse og alternativ behandling. Det meste af min 3 uger lange ferie gik med at læse – og det kom der rigtig meget godt ud af.

Jeg fandt nemlig ud af, hvor meget kosten betyder for helbredet. Jeg lærte om urter og deres virkning. Jeg læste om motionens positive effekt. Om vitaminer og sunde olier og alt muligt andet, som jeg på det tidspunkt ikke vidste ret meget om.

Det allerbedste var selvfølgelig, at det rent faktisk HJALP. Jeg slap ikke bare af med medicinforgiftningen – men også med de skavanker, som jeg havde fået medicinen for.

Da jeg kom hjem til Danmark igen, blev det meste af min have omdannet til urtehave. Men det er en helt anden historie… :-)