Der er adskillige egern i haven, og i går var der travlhed i egetræet, hvor ungerne pilede rundt. Hen under aften kom et voksent egern med et ungt egern på slæb – de skulle hen og besøge foderkassen. Det var så tydeligt, at det store egern skulle vise det lille egern, hvordan det nu gik for sig.
Store egern: Se her, man løber hen over taget og hopper ned på grenen. Sådan.
Lille egern: Okay, nu gør jeg det også. Uhh, der er da lidt langt ned. Jeg tør vist ikke. JO, jeg turde alligevel!
Store egern: Så sætter man sig her på kassen og åbner låget. Sådan her – med hovedet!
Lille egern: Okay, nu prøver jeg lige. Arj, en masse nødder. Skal man ikke bare kravle helt ned i kassen?
Store egern (lidt stram): Nej, man skal ikke kravle NED i kassen. Man skal bare dykke ned, tage en nød og så trække sig tilbage, så en anden én kan komme til.
Lille egern: Okay, så gør jeg det. Man kan også hoppe op på låget. Se, hvad jeg kan!
Store egern (arrigt): Du skal ikke hoppe op på låget, når jeg har hovedet i klemme! Jeg skal gi’ dig, skal jeg!
Er der noget at sige til, at jeg kan bruge så lang tid med bare at kigge…?!