søndag den 9. maj 2010

Indretning af hus


Da vi i sin tid købte huset i England, overtog vi det stort set helt tomt. De tidligere ejere havde efterladt gardiner og gulvtæpper, men ikke hårde hvidevarer. I England er det vist ret normalt, at man også tager dem med sig – men til gengæld fik vi lov til at købe den blomstrede sofa og de to lænestole i stuen.

Vi overtog huset i slutningen af januar måned, og de første udlejninger var allerede i marts. Lidt af en udfordring, må man sige.

Det var en stor fordel, at vi kendte huset så godt fra de tidligere års leje-ferier. I den sidste ferie inden overtagelsen fremstillede vi en tegning over huset med mål – og så var det bare med at gå i gang.

Vi havde nogle møbler fra vores tidligere sommerhus, så de blev kørt over med flyttelæs. Men de forslog selvfølgelig ikke i et hus til 8 personer, så internet auktioner blev løsningen. Enkelte ting købte jeg hos lauritz.com herhjemme, hvor jeg var heldig at finde nogle ting, der kunne komme med over i flyttevognen.

Andre ting fandt jeg i engelske eBay, og disse fund blev så bragt – eller hentet af mig – i løbet af februar. Samtidig støvede jeg loppemarkeder rundt og fandt nips og bøger og krukker og billeder til ingen penge.

Inden længe lignede huset sig selv – bare på vores måde. Jeg fandt nogle hårde hvidevarer på udsalg, og vi nåede at blive færdig til marts. Købene på internettet var stort set vellykkede, med undtagelse af et enkelt bord, der så fint ud på billedet, men hvor alle mærker og hakker var camoufleret med… skosværte! Da bordet blev tørret af med en fugtig klud, kom alle mærkerne frem! Hmmm, lauritz.com…

Ingen af møblerne var særligt værdifulde, og det skal heller ikke være alt for fint og sart, når man lejer huset ud. Men alt i alt er Hollymount blevet et rigtigt hyggeligt og hjemligt hus – og lige præcis som det skal være!

10 kommentarer:

Bente sagde ...

Nej, hvor groft. Man putter sgi da ikke skosværte på møbler - selv ikke for at camouflere slid. Eller ... nogen gør måske ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Bente: Det gør de åbenbart... og de slap da også afsted med det, for jeg opdagede det først ovre i England... Pyt, så ærgrer jeg mig ikke så meget, når mine ferielejere laver glasringe... ;-)

Ellen sagde ...

Det var lige en af den slags fortællinger, jeg elsker :-)
Alt kan åbenbart lade sig gøre, når man vil og skal - herlig beretning.
I har nu haft en anelse travlt...
Jeres hus ser kæmpestort, meget engelsk og meget hyggeligt ud. Jeg håber meget, jeg får det at se om kort tid. Har talt med C, og fredag d. 21. vil nok være eneste mulighed. Ville det være o.k. med dig? Vi ringer til dig, for det afhænger nok lidt af vejr og vind...
Det er i øvrigt næsten lige så koldt i England som her i DK - er det ikke en anelse tarveligt? :-)

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Ja, når jeg tænker tilbage er jeg også lidt forundret over, at det rent faktisk lykkedes... Ja, fredag den 21. passer fint nok - men ring lige og sig, om I kommer... I skal jo også have adressen - jeg er ikke sådan at finde... ;-)

Ja, jeg så godt, at der kun er 2 grader i nat. Jeg håber sandelig, at det opper sig, vejret...

Donald sagde ...

Det glæder mig at du har været heldig med Lauritz.com - måske har de ikke anset "skosværte-reparationerne" for at være alvorligt fradrag i værdien?

Under alle omstændigheder burde tilstanden være beskrevet af Lauritz.com. Lod du handelen gå tilbage eller reparerede du selv bordet med segl og lak?

Mia Folkmann sagde ...

Donald: Jeg opdagede det først, da bordet var kommet til England. Men så ærgrer jeg mig da ikke så meget, hvis mine ferielejere kommer til at lave mærker... ;-)

Madame sagde ...

Det må have været nogle meget travle uger, I havde, men også spændende :-) Det er ikke tit, man får muligheden for at forme alt efter sin egen smag i et stort hus.
Men et bord, hvor ridserne er dækket af skosværte er frygtelig pinligt for Lauritz.com ...

Klem og rigtig god mandag til dig!

Rasmine sagde ...

Du er godt nok god at indrette. En fremtidig levevej?

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Nej, og jeg havde altså kun et meget begrænset budget... Men ved hjælp af de ret rimelige fund holdt jeg faktisk budgettet så nogenlunde...

Det med skosværten var dog lidt en streg i regningen... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Tak! Jeg er i hvert fald hurtig! Jeg synes, at det er sjovt at indrette, men jeg følger nok ikke tidens "trends". Når jeg kommer derover, skal jeg tage flere billeder indefra... :-)