søndag den 13. juni 2010

Dans som motion


Jeg har altid elsket at danse. Da jeg boede i Belgien, gik jeg til ballet i en periode, og da jeg var i tyverne gik jeg til showdans i en del år. Jeg boede i Helsinge, men alligevel gad jeg tage helt ind til Vesterbrogade sammen med en veninde hver eneste uge. Jeg dansede hos en amerikansk instruktør, og det var i øvrigt i tiden med Jane Fonda og hendes motionsform aerobics. Det var skægt, og jeg havde det aldeles pragtfuldt.

Da Diane tog hjem til USA igen, prøvede jeg andre danseformer, men det blev aldrig helt det samme. Og efterhånden som jeg blev ældre, blev der længere og længere mellem danse-seancerne. Men jeg synes stadig, at det er sjovt, og nu her i den seneste tid har jeg genfundet glæden ved dansen.

Som motionsform er dans perfekt – det har vi set eksempler på i programmer som Vild med Dans. Jeg foretrækker dog at danse alene, så showdans er perfekt til mig. Men i dag sker det altså for nedrullede gardiner… ;-)

I øvrigt har Jane Fonda netop nu i en alder af 72 stået i spidsen for en WORLD FITNESS DAY den 1. maj.