Et eller andet fik mig til at tænke på min allerførste tilbeder. Jeg var seks år og gik i første klasse, og han hed Ole. Dengang sad man dreng og pige sammen med ved bord, og han var min ”bordkammerat”.
En dag spurgte han, om jeg ville have en is? Jo tak, det ville jeg da gerne.
Efter skoletid fulgte jeg med ham hjem for at hente penge til en ispind. Oppe i lejligheden hilste jeg på hans mor, og bagefter gik vi ind på hans værelse, hvor han lirkede en stor, blank to-krone ud af sparegrisen. Det var vist ikke noget, han havde prøvet før, men det gik.
Bagefter tog han mig med ned til Kajs Isbar, for det var ikke en ispind, han ville byde på – det var en stor, fin portionsis. Sådan én i et højt glas med flødeskum og syltetøj og en masse andet pynt. Og der var kun penge til én…
Mens jeg smovsede mig igennem isen, sad han og så andægtigt på mig. Han ville ikke have en bid, nej tak – jeg skulle bare nyde den...
Kære Ole, det var den sødeste gestus. Jeg var bare lidt forvirret og forundret over, at en dreng, jeg dårligt kendte, ville glæde mig på den måde.
Det var den flotteste is, jeg nogensinde har fået. Jeg tror aldrig, jeg fik sagt ordentligt tak, men bedre sent end aldrig: Tusind tak, Ole. Det var meget, meget sødt af dig! :-)
Kan du huske din første tilbeder?
17 kommentarer:
Han må søreme ha' været betaget af dig :-D
Hvor er det dog en sød historie, og hvor kunne jeg godt tænke mig, at han læste dette og husker tilbage på dig.
Min egen første tilbeder vil jeg helst glemme, for det var ikke gengældt, så jeg syntes bare, det var lidt pinligt...
Ellen: Ja, det må han have været. Og jeg havde ikke engang opdaget det... ;-)
Ja men 6 år...???? En sand gentleman, har du hans nummer????
Lavendel: Jamen, det var da imponerende... Mon ikke han er vokset fra det...? ;-)
Jeg sidder her og bliver helt bekymret for Ole. Han er da for god til denne verden. Forhåbentlig har den ikke været alt for hård ved ham.
Min første tilbeder? Jeg tror ikke, jeg nogensinde har haft nogen. Enten har jeg ikke bemærket det, eller også inspirerer jeg ikke til ridderlighed. Det gør de færreste rasminer ;-)
Rasmine: Det kan være, at du har været lige så blind for tilbedelsen, som jeg åbenbart var dengang. Hvem ved, hvor mange knuste hjerter der ligger bag dig...? ;-)
Hvor er det en sød historie, man kan ikke lade være med at tænke: nååååårrhhhh...... blev i kær'ster eller gik det over af sig selv?
Sussi: Det blev aldrig til andet end isen... (gad vide, om han aldrig fortrød, at han havde givet den tokrone ud?) ;-)
Sikke en frydefuld og dejlig historie :-)
Et af mine første indre billeder er også med en dreng med, det var Peter - vi gik i skole sammen. Min mor gav mig hver dag en overskåret gulerod med i skole, og den delte jeg med ham. Men vi blev til grin og blev kaldt kærester af de andre børn - det var lidt ydmygende ... ;)
Madame: Åh ja, børn kan være barske... Og det var da ellers så sødt at dele en gulerod.
Heldigvis blev vores lille is-historie aldrig opdaget... ;-)
Hej Mia..
Min første tilbeder hed Teddy og han sad bare og hold i en tot af mit hår mens jeg sad og tegnede..
- vi var 5-6 år gamle...
Faktisk kender jeg ham endnu ,;o)
( eller faktisk igen - efter en pause på ca 30 år har vi mødt hinanden igen ) men han blev aldrig til andet end en tilbeder..
.... ps. men han gav aldrig is !!
Knus
Loppe
( der mangler et t i holdt .. det kommer her : t)
Det var en rigtig sød historie. Tænk at være så galant. :D
Loppe: Det lyder da rigtig kært, at han sådan sad og holdt i en tot af dit hår... ;-)
Jens: Ja, men han var vist i det hele taget meget betænksom... ;-)
Hvor var han dog sød, den Ole :)
Jeg kan se den lille dreng for mig - sidde og kigge på, at hans første kærlighed nyder isen :)
Jeg kan ikke huske, jeg har haft nogle tilbedere i så ung en alder. Men der var dog noget med nogle kærestebreve, da vi lærte at skrive :-)
Lone: Jeg tror til gengæld aldrig, at jeg fik kærestebreve... ;-)
Send en kommentar