I Cornwall boede vi engang i en vidunderlig have, hvor der var en lille stråtækket pavillon. Her kunne man sidde og hvile fødderne, for haven var kæmpestor og meget stejl, så man kunne godt blive lidt træt af at gå rundt. Men det gjorde ikke spor, for udsigten fra pavillonen var så dejlig, og det var så hyggeligt at sidde dér. Foran mig på stien lå et gammeldags dueslag, hvor der boede hvide duer, og bag mig kunne jeg høre rødhalsen synge inde i buskadset. Jeg havde taget lidt brød med til duerne, men de havde alt for travlt med deres kærlighedsliv til at interessere sig for det.
Jeg sad i mine egne tanker med brødstykkerne i hånden, da jeg pludselig ud af øjenkrogen fik øje på rødhalsen, der fløj ned og satte sig på pavillonens rækværk. Den kiggede først på mig med sine sorte perleøjne og så – meget sigende - på det brød, jeg havde i hånden. Jeg rakte hånden frem, og rødhalsen fløj ned og satte sig tillidsfuldt til rette, før den tog en bid. Og så én til. Og én mere, som den fløj med.
Et øjeblik efter hørte jeg den lille, sprøde kvitren, som er rødhalsens stemme. Jeg så mig over skulderen, og dér sad fuglen igen – denne gang sammen med sit barn. En lillebitte plettet udgave af forældrefuglen, kun lige akkurat stor nok til at flyve. Den voksne rødhals kvitrede igen, og det må have betydet et eller andet opmuntrende, for i hvert fald fløj den lille ned og satte sig på min hånd. Den kiggede vagtsomt op på mig, mens den tog en lille bid. Og så et par bidder til, mens jeg sad fuldstændigt fortryllet.
Efter den oplevelse kom jeg tit tilbage med brød til duerne, der stadig ikke var særligt interesserede og mest havde travlt med hinanden, men jeg fik nu ikke besøg af rødhalsene igen. Sådan er det med perfekte øjeblikke – de skal nydes, mens de er der. Så husk at gemme dem som dejlige minder og tag dem frem efter behov. Det er de perfekte øjeblikke, der er med til at gøre livet så vidunderligt.