Et møde i skoven

Det er uden tvivl naturen og dyrene, der giver mig allermest glæde her i livet, og med dyr mener jeg ikke kun husdyr. Vilde dyr af alle slags kan fylde mig med fryd, respekt, beundring og en bred vifte af andre følelser – også vemod, når jeg tænker på, at vi mennesker har ”sat os” så tungt på alt her på jorden, at dyrene kun kan være her på vores præmisser.

En af mine mange dejlige oplevelser var en meget tidlig morgen, hvor vi gik tur i skoven. Solen var lige stået op, og alt var tyst og stille. Jeg gik et stykke foran min rare mand – sådan helt opslugt af mine egne tanker – men ganske stille, på listefod, sådan som jeg lærte at bevæge mig i skoven, da jeg var barn. På den måde får man selvfølgelig de bedste oplevelser.

Og ganske rigtigt. Lige pludselig så jeg en stor grævling komme traskende imod mig. Vinden blæste åbenbart i min retning, for den havde ikke lugtet mig og altså heller ikke set mig, før den var lige foran mig. SÅ fik den øje på mig og hoppede nærmest en meter i vejret af bar forskrækkelse, før den skyndte sig at forsvinde ind under krattet i siden.

Og jeg stod helt forstenet og fascineret over at have været så tæt på et af mine yndlingsdyr.

Perfekte øjeblikke

I Cornwall boede vi engang i en vidunderlig have, hvor der var en lille stråtækket pavillon. Her kunne man sidde og hvile fødderne, for haven var kæmpestor og meget stejl, så man kunne godt blive lidt træt af at gå rundt. Men det gjorde ikke spor, for udsigten fra pavillonen var så dejlig, og det var så hyggeligt at sidde dér. Foran mig på stien lå et gammeldags dueslag, hvor der boede hvide duer, og bag mig kunne jeg høre rødhalsen synge inde i buskadset. Jeg havde taget lidt brød med til duerne, men de havde alt for travlt med deres kærlighedsliv til at interessere sig for det.

Jeg sad i mine egne tanker med brødstykkerne i hånden, da jeg pludselig ud af øjenkrogen fik øje på rødhalsen, der fløj ned og satte sig på pavillonens rækværk. Den kiggede først på mig med sine sorte perleøjne og så – meget sigende - på det brød, jeg havde i hånden. Jeg rakte hånden frem, og rødhalsen fløj ned og satte sig tillidsfuldt til rette, før den tog en bid. Og så én til. Og én mere, som den fløj med.

Et øjeblik efter hørte jeg den lille, sprøde kvitren, som er rødhalsens stemme. Jeg så mig over skulderen, og dér sad fuglen igen – denne gang sammen med sit barn. En lillebitte plettet udgave af forældrefuglen, kun lige akkurat stor nok til at flyve. Den voksne rødhals kvitrede igen, og det må have betydet et eller andet opmuntrende, for i hvert fald fløj den lille ned og satte sig på min hånd. Den kiggede vagtsomt op på mig, mens den tog en lille bid. Og så et par bidder til, mens jeg sad fuldstændigt fortryllet.

Efter den oplevelse kom jeg tit tilbage med brød til duerne, der stadig ikke var særligt interesserede og mest havde travlt med hinanden, men jeg fik nu ikke besøg af rødhalsene igen. Sådan er det med perfekte øjeblikke – de skal nydes, mens de er der. Så husk at gemme dem som dejlige minder og tag dem frem efter behov. Det er de perfekte øjeblikke, der er med til at gøre livet så vidunderligt.

Danske sange

Foto er venligst udlånt af Marianne Mogensen

Jeg har en forkærlighed for gamle, danske sange. Jeg er vokset op med dem – dels fordi vi havde morgensang i skolen hver dag (har man mon stadig det?) og dels, fordi jeg så tit sang sange og salmer sammen med min mor.

Sangene frembringer nogle af de mange dejlige minder fra barndommen. Hvor jeg sad på en taburet i køkkenet med sangbogen foran mig, mens min mor lavede mad eller bagte – og begge to skrålende i højen sky. Min mor behøvede ingen sangbog, for hun kunne de fleste af sangene udenad.

Nu kan jeg selv mange af sangene udenad, men jeg synger dem ikke så tit længere. Det sker for det meste i bilen under en lang køretur, hvor jeg lige pludselig bryder ud i sang og tager dem alle efter tur. Det er forbavsende, at man kan huske så mange tekster så længe efter.

En sidegevinst ved de gamle sange er al den historie, de rummer. Sådan har Danmark virkelig været engang, og jeg er nostalgisk og vil gerne have det tilbage. I hvert fald noget af det…

Han kommer med sommer, han kommer med sol
til kløver og nikkende hvener.
Mens pigen hun sømmer sin blommede kjol'
i læ af de røde syrener,
han sænker sig ned på det mossede tag
og knebrer fra reden den udslagne dag
en højsommervise om Danmark.

Og børnene stirrer fra tærsklen didop
hvor løget på mønningen nikker,
og oldingen ranker sin krogede krop
i stuen, hvor slagværket dikker
og minderne dugger, og læberne be'r
og børnene pludrer og peger og ler:
Se storken er kommen til Danmark.

Velsignede fugl uden høgenes klø'r
med ørnenes mægtige vinge.
du dukker dig helst mellem græssende køer
kun hygge og fred vil du bringe.
du følger i furen vor bonde så nær
og nikker som han, mens af rugen det drær
med løfte om høst over Danmark.

Hvor engblommen lyser langs åløbets bred,
du skridter så langt gennem engen.
Med halsen i bugt og med øjet på sned
du titter på pigen og drengen.
Du søger din føde til leernes klang,
og høduften følger din higende gang
langs alle de åer i Danmark.

Så lad os da værne den solkære fugl,
der pynter vor vang og vort vænge,
der ruger sit kuld i det ormstukne hjul
til vejrs på den mossede længe.
Hans yngel skal trives i regn og i sol,
hans rede beskyttes om hjemmets symbol,
mens sagnene lever om Danmark!

Jeppe Aakjær / Thorvald Aagaard

Møde med heste

En af de ting jeg sætter allermest pris på her i livet, er de "særlige øjeblikke". De øjeblikke, hvor man ved, at det lige præcis NU ikke kan blive meget bedre...

I Yorkshire boede vi engang langt ude på heden i et ældgammelt hus. Der var absolut ingen og intet i nærheden. Huset var omgivet af hedelandskab så langt øjet rakte, og i det fjerne kunne man se Cumbrias bjerge. Der var ret barskt derude, og der var sne, selvom vi var i maj måned. Om aftenen sad vi ved spisebordet med åbent vindue for at høre fuglenes aftensang, men ellers var der helt og aldeles tyst.

En dag gik jeg efter aftensmaden en tur på heden, hvor tusmørket var ved at falde, og området var dækket i et meget stemningsfuldt, lysegråt skær. Jeg vidste godt, at jeg skulle holde mig til de smalle, asfalterede veje, for dels kendte jeg ikke området, og dels var der mange forladte og mere eller mindre sammenfaldne mineskakter, som man kunne falde ned i. Så aftenturen bestod af en lang travetur udad og en lige så lang travetur hjemad.

Jeg havde af og til set heste derude. Smukke, sorte heste med lange flagrende manker, og de bevægede sig så graciøst, nærmest svævende, at det var en ren fornøjelse at se. Hestene var ikke indhegnet og kunne gå rundt, som de havde lyst til, men de passede sig selv og holdt sig på behørig afstand.

På et tidspunkt stod jeg og nød synet af solen, der var ved at gå ned bag bjergene. Der var som sædvanligt fredfyldt og helt, helt stille, men pludselig hørte jeg en svag prusten lige bag mig. Hjertet sprang selvfølgelig et par slag over, og ganske, ganske langsomt vendte jeg mig om. Jeg havde ikke engang hørt, at en flok heste var dukket op. Der var 5-6 voksne, og med sig havde de et par føl.

Vi stod længe uden en lyd og bare kiggede på hinanden. Så gik det ene føl ganske langsomt hen til mig, helt hen, så det kunne snuse til min hals med sin fløjlsbløde mule. Imens stod jeg helt ubevægelig og håbede i mit stille sind, at de voksne ikke blev urolige. Da føllet havde stillet sin nysgerrighed og fundet ud af, at jeg godt nok ikke var en hest, men på den anden side heller ikke noget farligt, forsvandt hesteflokken lige så lydløst, som de var kommet...