En af mine mange dejlige oplevelser var en meget tidlig morgen, hvor vi gik tur i skoven. Solen var lige stået op, og alt var tyst og stille. Jeg gik et stykke foran min rare mand – sådan helt opslugt af mine egne tanker – men ganske stille, på listefod, sådan som jeg lærte at bevæge mig i skoven, da jeg var barn. På den måde får man selvfølgelig de bedste oplevelser.
Og ganske rigtigt. Lige pludselig så jeg en stor grævling komme traskende imod mig. Vinden blæste åbenbart i min retning, for den havde ikke lugtet mig og altså heller ikke set mig, før den var lige foran mig. SÅ fik den øje på mig og hoppede nærmest en meter i vejret af bar forskrækkelse, før den skyndte sig at forsvinde ind under krattet i siden.
Og jeg stod helt forstenet og fascineret over at have været så tæt på et af mine yndlingsdyr.