En af de ting jeg sætter allermest pris på her i livet, er de "særlige øjeblikke". De øjeblikke, hvor man ved, at det lige præcis NU ikke kan blive meget bedre...
I Yorkshire boede vi engang langt ude på heden i et ældgammelt hus. Der var absolut ingen og intet i nærheden. Huset var omgivet af hedelandskab så langt øjet rakte, og i det fjerne kunne man se Cumbrias bjerge. Der var ret barskt derude, og der var sne, selvom vi var i maj måned. Om aftenen sad vi ved spisebordet med åbent vindue for at høre fuglenes aftensang, men ellers var der helt og aldeles tyst.
En dag gik jeg efter aftensmaden en tur på heden, hvor tusmørket var ved at falde, og området var dækket i et meget stemningsfuldt, lysegråt skær. Jeg vidste godt, at jeg skulle holde mig til de smalle, asfalterede veje, for dels kendte jeg ikke området, og dels var der mange forladte og mere eller mindre sammenfaldne mineskakter, som man kunne falde ned i. Så aftenturen bestod af en lang travetur udad og en lige så lang travetur hjemad.
Jeg havde af og til set heste derude. Smukke, sorte heste med lange flagrende manker, og de bevægede sig så graciøst, nærmest svævende, at det var en ren fornøjelse at se. Hestene var ikke indhegnet og kunne gå rundt, som de havde lyst til, men de passede sig selv og holdt sig på behørig afstand.
På et tidspunkt stod jeg og nød synet af solen, der var ved at gå ned bag bjergene. Der var som sædvanligt fredfyldt og helt, helt stille, men pludselig hørte jeg en svag prusten lige bag mig. Hjertet sprang selvfølgelig et par slag over, og ganske, ganske langsomt vendte jeg mig om. Jeg havde ikke engang hørt, at en flok heste var dukket op. Der var 5-6 voksne, og med sig havde de et par føl.
Vi stod længe uden en lyd og bare kiggede på hinanden. Så gik det ene føl ganske langsomt hen til mig, helt hen, så det kunne snuse til min hals med sin fløjlsbløde mule. Imens stod jeg helt ubevægelig og håbede i mit stille sind, at de voksne ikke blev urolige. Da føllet havde stillet sin nysgerrighed og fundet ud af, at jeg godt nok ikke var en hest, men på den anden side heller ikke noget farligt, forsvandt hesteflokken lige så lydløst, som de var kommet...