fredag den 9. juli 2010

Hvordan er det, vi behandler dyrene?


Der har været flere indlæg på bloggene om mispleje og vanrøgt af dyr - typisk er det dyr, hvor der er penge indblandet. Det kan være avlere, der tjener penge på afkommet (mink eller hvalpe f.eks.) eller det kan være landbrugsdyr. Dyretransporter er en anden side af af samme sag, som jeg personligt har det utroligt dårligt med.

Vi er mange, der efterlyser et dyreværnspoliti. Politiet har desværre rigeligt at tage sig til, så oprettelsen af et specielt politikorps, der alene tog sig af dyreværnssager ville være helt på sin plads. Dyrenes Beskyttelse tager sig af mangt og meget, men mere aktiv indsats er utvivlsomt nødvendig.

Det ville være helt på sin plads, at der blev lovgivet mere effektivt omkring dette her, for det må IKKE være økonomi og indtjening, der bestemmer, hvordan vi behandler dyrene.

Vi må alle sammen tage ansvar - ikke bare for vores medmennesker, men også for vores medvæsener her på jorden.