
Når temperaturen når op på disse høje grader, gælder det om at indrette sig. Som den opmærksomme læser vil have bemærket, så er jeg slet ikke til grader meget over 20-21. Men så er det, man sætter pris på at være selvstændig og dermed arbejde hjemme!
For det første fordi man kan gå rundt i ingenting (som i trusser og T-shirt). Vis mig det kontor, hvor det er muligt!
For det andet fordi man kan tage en siesta i skyggen, hvis man får behov, og man kan sidde udenfor eller indenfor, som det nu falder for.
Indenfor bor jeg på sydlandsk manér. Hvilket betyder, at alle persienner er trukket ned, alle gardiner er trukket for, og alle markiser er trukket ud, så ikke et solstrejf kommer ind. Døren til terrassen står åben hele dagen, så inde i huset er der vidunderligt køligt. Dagens første halvdel tilbringes derfor i stuen i en god stol med benene oppe og en stor kande koldt vand ved siden af.
Senere på dagen trækker jeg ud på terrassen, for så er der skyggefuldt og rart. Og mens jeg sidder her i en blød havestol, får jeg besøg af havens dyr. Jeg lokker med lidt nødder og andet rart, så de kommer såmænd ikke for mit selskabs skyld - men jeg nyder deres besøg alligevel.