Jeg elsker god mad, som andre har lavet med kærlighed, og jeg elsker at gå ud og spise et hyggeligt sted, hvor man kan sidde og nyde maden og stemningen sådan dybt ned i maven og helt ned i tæerne. Suk! Velvære!
Men der er godt nok langt mellem de dér maveoplevelser. Er det mon bare mig, der har været uheldig?
Alene det at blive budt velkommen på restauranten. Jeg har mere end én gang oplevet, at jeg nærmest selv skulle hen og prikke tjeneren på skulderen for at gøre opmærksom på min eksistens. Eller hadetingen: Dét skilt, hvor der står: ”Please wait to be seated”. Hvis man er rigtig heldig, kan man få lov til at stå og blomstre i adskillige minutter.
Den restaurant, der byder mig velkommen med et smil og slår ud med armene: “Tag endelig plads, hvor du har lyst” – dér kommer jeg til gengæld gerne.
Der er også en vis tendens til at byde på ”oplevelser” i stedet for mad. Vi var engang et selskab til julemiddag, hvor den - meget kendte - kok insisterede på, at han altså bedst vidste, hvad vi skulle have at spise. Resultatet var, at menuen stod på flere retter, som halvdelen af selskabet ikke kunne lide og aldrig selv ville have valgt.
Én af grundene er den meget udbredte brug af foie gras. På en anden – meget kendt - restaurant havde de endda brugt dette u-produkt i tre af menuens fire retter (den fjerde var desserten). Behøver jeg sige, at jeg ikke sætter mine ben dér igen?
Næ, må jeg bede om god og veltillavet mad fremstillet af sunde og velsmagende produkter. Ikke så meget pjat med etageopstilling og mystiske sammensætninger – men bare Dejlig Mad. Dét vil helt automatisk give gæsten en god oplevelse.