Om sommeren er vores nymfeparakitter udenfor, og alt er lutter idyl. Men om vinteren kommer de ind, og så er helvede løs. Strit er fredsommeligheden selv, men Frederik har udviklet sig til en lille terrorist, der sidder og gokker på tremmerne, når han er utilfreds. Han vil nemlig gerne ud og flyve.
Fint nok. Hvis han så bare KUNNE flyve. Han er ikke nogen ørn på det punkt, og så ”taber” han nogle gevaldigt store nogen alle vegne. Så INDEN jeg forbarmer mig over ham og lukker ham ud, skal de pæne møbler afdækkes – og så skal jeg ellers have god tid, for han er ikke til at drive ind igen.
Når han er ude, stortrives han. Han sidder på mit hoved og hiver mig i håret; han sidder på tæppet og piller tråde ud, han sidder på lampeskærmen og …… nå ja, men den er heldigvis nem at vaske. Ind i mellem fløjter han små sange og snakker lidt, sover på ét ben og ligner indbegrebet af en engleagtig fugl, der hygger sig.
Puskis SER overbærende på ham. Den dér store fjertot skal bare ikke komme for tæt på! Men så lægger hun sig ned igen og sover videre. Livet er for kort til store, tykke fugle, der ikke er mundrette.
Og nu har vi så pivet. For inde i buret sidder Strit og gumler vellystigt på en kolbe - og Frederik er sulten. Men han er ikke den skarpeste kniv i skuffen, og han kan ikke finde lågen (selvom den er ca. 30 x 30 cm).
Ak ja!