 |
| Hvad er der med katte og papkasser? |
Et af mine allerførste indlæg som dugfrisk blogger handlede om Puskis. Det manglede bare, for den søde kat har en stor plads i mit hjerte. Hun kom til os på et tidspunkt, hvor den sidste af vores gamle katte var død - hun slog sig ned uden at spørge om lov og har været hos os siden.
Det er 16 år siden, og jeg ved, at hver dag er en gave fra nu af, men trods alderens skavanker er Puskis "still going strong".
Nedenstående indlæg blev altså skrevet for et år siden, men det gælder stadig. Og jeg håber, at jeg kan få lov til at skrive det samme til næste år. Jeg håber...!
Når det er koldt udenfor, er det ikke sjovt at være Puskis. Der er ikke en ærlig mus, det er koldt om poterne, og man kan ikke sætte sig ned og kigge uden at rumpen fryser fast. Min søde kat er blevet døv på sine gamle dage, så jeg følger gerne med ud på tur - for en sikkerheds skyld - men i disse dage er turene (heldigvis) ret så korte. Puskis sender mig et fornærmet blik, som om alt det dér hvide stads er MIN skyld, og skynder sig tilbage på sin lune plads i husets bedste stol.
Det gælder for misser som for mennesker, at alderdommen lige er noget, man skal vænne sig til. Det nytter ikke længere at kalde på katten, for den kommer af gode grunde ikke, når den ikke kan høre. Al kommunikation er med tegnsprog, mimik og kæl. Særdeles meget kæl. Vores gamle kat skal helst ligge i arm hver nat, og vi kommer næsten op og slås om, hvem der har putteretten. Dyret ligger frydefuldt snorkende, mens hun fungerer som en blanding mellem teddybjørn og varmedunk.
Alle gode hensigter forsvinder som dug for solen. Puskis har for eksempel aldrig før fået godbidder ved bordet, men som "gammelmis" får man lov til stort set alt. Og sådan burde det faktisk også være for mennesker. Tænk at have det at se frem til, når man selv kommer op i årene...
Jeg har valgt at lade Puskis være min inspiration. Når jeg bliver gammel, vil jeg blæse på formerne og gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg vil tilbringe dagen i et hyggeligt hjørne, spise lækkerier så tit som muligt og lange ud efter dem, der er for frække. Hmmm, måske skulle man allerede nu begynde at spidse kløerne...? :-)