Når man har dyr, er det altid svært at forestille sig et liv uden dem. For de er jo familiemedlemmer, nære venner og tro følgesvende - alt sammen på én gang.
Lige nu er det netop sådan for mig. Vinteren har været hård ved søde Puskis, og en slem blærebetændelse for nogle uger siden har givet hende et puf i den forkerte retning. Hun har fået antibiotika og er sluppet af med betændelsen, men kræfterne er for nedadgående, og hun har tabt sig meget.
Hun sover det meste af dagen nu, drikker meget og spiser kun lidt. Hun er blevet den lille, skrøbelige dame på plejehjemmet, og vi pusler om hende, fodrer hende med lækkerbidder for at lokke lidt i hende, bringer frisk vand i skåle med hyppige mellemrum og bærer hende en lille tur rundt i haven, hvis det ikke er frostvejr.
Men vi er bange for, at enden nærmer sig, for vi tror ikke rigtigt på, at hun kan komme sig over dette her. Og tanken om et liv uden den lille solstråle er næsten ikke til at bære.
Vi tager én dag ad gangen...