søndag den 12. juni 2011

Et dejligt papirsted...

I fredags kørte jeg en lang tur med min mor. Vi havde dels praktiske ærinder, dels fotoopgaver – og vi endte i Frederikssund, bare fordi det var længe siden.

Meget havde forandret sig, siden vi sidst var der. Blandt andet var vores konditori nedlagt, så det var godt, vi havde fået kaffe et andet dejligt sted. Men til gengæld fandt vi en rigtig skøn butik, der var dukket op skråt overfor. 

Papir stedet på Østergade 6 er en ren Aladdins Hule med en masse forskellige papirting, og vi gik længe og kiggede. Min mor elsker smukke servietter og kort, og jeg har altid elsket at lave ting af papir, og her var både det og meget mere: Klippeark, farvet karton, skabeloner, gavepapir, gaveæsker og stickers. 

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe et par meget smukke kort (sådan nogle kan man aldrig få nok af efter min mening) -  for de var så fine og gammeldags. Og samtidig fik jeg nogle håndgjorte kuverter med hjem. Man kunne godt få lyst til at "vinterpusle" med den slags... :-)