lørdag den 23. juli 2011
En mus på fransk visit
"Der er en mus nede i lyskassen" udbrød min mor. "Den kan ikke komme op".
Jeg skyndte mig ud og kiggede ned mellem tremmerne. Ganske rigtigt, dér sad en yndig lille mus og så meget fortvivlet ud. Men tremmeværket er tungt og næsten helt umuligt at løfte op uden at pådrage sig en rygskade, og vinduet nede i kælderen kan godt nok åbnes, men jeg ved, hvor hurtig en lille mus kan være. Hvis den slap fra mig ud i kælderen, ville jeg nok have svært ved at finde den. Men det ville Rikke, min mors kat, ikke...
Jeg fandt en solid gren med bark på og stak den ned mellem tremmerne. Musen fattede straks pointen og begyndte at kravle op mod friheden, men hver gang den nåede halvvejs, gled den baglæns ned igen og landede med et lille bump i bladene på bunden af lyskassen.
Den prøvede igen og igen og til sidst gav den op. Farvel, onde verden, så den ud til at sige - og så måtte jeg jo til det og håbe, at den ikke smuttede fra mig. Jeg fandt et stort glas og et stykke pap, og den udmattede mus var heldigvis nem at redde. Lidt efter bar jeg den ned i den bageste ende af haven, hvor Rikke ikke var, og så blev den lukket ud og forsynet med en madpakke i form af et stykke ost.
Jeg fik aldrig fotograferet den lille mus, for jeg syntes, at det var synd at lade den vente på friheden. Så "this is one I did earlier"...
