Jeg har mødt mange dejlige dyr i mit liv. Ét af dem, der gjort et dybt indtryk på mig, var katten Hvæs.
Hvæs var en vildkat, der kom på besøg, da vi som unge boede i Helsinge. Han så forfærdelig ud; forreven og fyldt med betændte bylder og øjne, der væskede. Han levede i høj grad op til det navn, jeg gav ham, men han tog alligevel med glæde imod den tilbudte mad.
Han begyndte at komme hver dag for at få sit daglige måltid, men han var umådelig vagtsom. Efterhånden vovede han sig dog lidt nærmere, og en dag var han så nær, at jeg kunne få lov til at rense hans sår. Dag for dag blev han lidt pænere. Øjnene blev badet, de rensede sår helede – men skønt han aldrig langede ud efter mig, så hvæsede han stadig – ganske svagt.
Da det blev vinter, byggede min rare mand et dejligt kattehus til ham. Et stor tyk trækasse blev isoleret, forsynet med vindfang og fyldt med halm, og Hvæs flyttede straks ind, som om han vidste, at det var til ham. Det var en stor glæde at se ham stå op om morgenen og strække sig veltilpas efter en god nats søvn.
Hvæs boede hos os et års tid, men en dag var han væk, og jeg så ham aldrig mere. Jeg tror, at Hvæs var en gammel kat, så måske nåede han sin udløbsdato. Heldigvis nåede han at få den gode pensionisttilværelse, som han fortjente.