 |
| Hvorfor kan grønspætten ikke være lige så fotogen som ham her? |
Vi har i mange år haft et grønspættepar boende, og de er meget snakkende og meget sjove at se på. Derfor har jeg selvfølgelig prøvet at få et billede af dem. Mange gange!
Men efterhånden føler jeg mig ligesom Anders And, når han prøver at fotografere den jernnæbbede tegneseriespætte, som HAN gerne vil have ram på.
Hver gang jeg har fotografiapparatet liggende klar, holder spætten sig på afstand. Den lurer lidt på mig og nærmer sig kun forsigtigt, og hvis jeg rækker ud efter det... vips... så er den væk.
Hvis jeg derimod ikke har kameraet inden for rækkevidde, så sætter den elendige spætte sig lige foran mig og gør sig til. Den drejer hovedet langsomt, så man kan se de fine røde fjer, og somme tider puster den sig endda lidt op, så man rigtig kan beundre den. Men fotograferes; det vil den altså ikke.
I dag kom jeg hjem fra bytur og så grønspætten sidde klar. Det ville have været et præmiebillede. Men ikke tale om. Lige så snart jeg kom ud igen med kameraet, forsvandt spætten om bag en busk.
Lidt efter stak den hovedet frem. Jeg kunne næsten se, at den smilede drilsk...