torsdag den 18. oktober 2012
Hjem til gården...
Der er ret stille derude.
Den normalt så fulde parkeringsplads i Holte er næsten tom, og man kan tydeligt mærke, at der er efterårsferie. Alt ånder fred, her hvor jeg er, men jeg kan forestille mig, at der er masser af liv andre steder.
Jeg giver mig god tid og tager turen hjem på gåben, for jeg er blevet så glad for den lange vandretur. Især når vejret arter sig pænt, som det gør lige nu.
Og for enden af min vandrerute venter denne smukke gård - Gl. Holtegaard. I går var der en særlig stemning omkring den, for det var lidt skumringsgråt, og jeg kommer i høj grad til at tænke på de engelske huse, som jeg elsker at besøge; allerhelst sent på dagen og uden for sæsonen, hvor der er stille og fredeligt ligesom her.
Hvis jeg er heldig, slår den lille klokke i tårnet en række fine slag, mens jeg fortsætter rundt om gården og ned bagved...
