Så i november gik jeg i gang med projekt "skraben penge sammen". Jeg fik ikke mange lommepenge som lille pige, men jeg var god til at gøre mig fortjent til lidt ekstra (syntes jeg selv). I hvert fald fandt jeg på alverdens julelege - jeg tegnede tegninger, som jeg solgte til overpris til mine forældre (hvis de ellers hoppede på den...); jeg slæbte flasker ned og indkasserede pant, og jeg tilbød ekstrarengøring for en håndøre eller to.
Derefter lagde jeg budget og juleplaner. Alle voksne julefestdeltagere blev skrevet op på en seddel, og ud for hver blev skrevet det beløb, der var afsat. Mine forældre skulle selvfølgelig have en lidt større ting, mens mostre og onkler bare små ting.
Med pungen fuld af mønter gik jeg på juleindkøb. Mostre fik gerne et lille stykke sæbe eller måske en fin pudderkvast, mens onkler fik piberensere eller en kam. Man fik ikke meget for små mønter, men det var jo heldigvis også dengang tanken, der talte. Og jeg nød at finde på og pakke alle indkøbene fint ind - og det gør jeg faktisk stadigvæk...
9 kommentarer:
Sikke en skøn historie, Mia! Jeg var vist omkring 13 år, før jeg begyndte at tænke på at give gaver, og det var kun til mine forældre.
Gaver var noget andet dengang. Jeg fik som 10-årig en voksenbog af min fars moster, en bog som hun havde i sin bogreol - og jeg blev slemt skuffet :-)Klem
Hvor er det hyggeligt at høre om andres jul.
I min barndom blev det til gør-det-selv gaver. Min far havde engang ønsket sig en pose penge, og det fik han. Jeg syede, i hånden, en lille sæk af lærred og fyldte alle mine 5-ører i ;O)
Madame: Jeg begyndte vist i en tidlig alder, for jeg må have været 5 eller 6, da jeg startede... ;-) Åh ja, jeg fik også engang en bog fra min mosters bogreol og blev skuffet - men jeg gemte den, og da jeg blev ældre, blev jeg faktisk så glad for den...
Overgartneren: Det lyder som den sødeste idé, og jeg kan forestille mig, at din far blev glad for din kreative betænksomhed... :-)
Mia, hvor er det sjovt, at du kan huske dine gaveindkøb fra barndommen. Jeg må indrømme, at det totalt er gået i glemmebogen hvad og hvordan jeg egentlig gjorde som barn mht. gaver. Gad vide om det mon skyldes, at jeg slet ikke købte gaver? Det håber jeg ikke ☺ ☺.
Det er tanken, der tæller. Og det har man nok været bedre til at tage til sig førhen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi gik tilbage til de små ting og lod være med at smelte magnetstriben af dankortet.
Det er dejligt, at give gaver men det er svært at finde på noget, jeg er altid på udkig efter ting jeg kan give væk. Jeg har en kasse til det samme, lys god sæbe og andre ting, jeg måske finder på et marked.
Annette: Det kan være, at du fremstillede gaver i stedet for; det gjorde jeg til gengæld aldrig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det brugte vi ikke så meget i min familie.
Susanne: Ja, det er nemlig tanken. Og jeg synes også, at det er helt fint med de små ting, for julen kan nemt gå hen og blive alt, alt for dyr.
Brittsol: Det er en rigtig god ting med en kasse til gaver, som du har fundet rundt omkring. Jeg synes stadig, at det er sjovt at finde ting, men nu er det mest til min butik... ;-)
Sikke da et godt og dejligt barn du har været :-)
Jeg gik bare ud fra som en selvfølge, at det kun var børnene, der skulle have gaver ...
Det skal dog siges, at tingene har ændret sig med årene, så i dag holder jeg mere af at give gaver end at få den :-)
Ellen: HA! Mmmmmja, måske lige på det punkt... ;-) I vores familie har børnene nu også gerne givet, så det er nok forskelligt.
Send en kommentar